Hollywood21. juni 2017

Tredobbelt Oscar-vinder indstiller karrieren

Daniel Day-Lewis har vundet tre Oscar-statuetter for bedste mandlige hovedrolle. Han indstiller nu karrieren.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/daniel_day-lewis_.jpg
 Foto: All Over

Den britiske skuespiller Daniel Day-Lewis har besluttet at indstille sin karriere.

Det oplyser han gennem sin talsmand, Leslee Dart, som i en erklæring siger, at Daniel Day-Lewis "ikke længere vil arbejde som skuespiller", skriver nyhedsbureauet AP.

Hun tilføjer, at han "er enormt taknemmelig for alle sine samarbejdspartnere og publikum i løbet af de mange år", men vil ikke kommentere yderligere på den 60-årige skuespillers beslutning.

Tilbagetrækningen betyder, at filmen "Phantom Thread" vil blive Day-Lewis' sidste film.

Den har premiere til december, og her spiller han en modedesigner i 1950'ernes London.

Day-Lewis har vundet tre Oscar-statuetter for bedste mandlige hovedrolle i filmene "Min Venstre Fod", "Lincoln" og "There will be blood". Han har været nomineret fem gange.

Derudover har han vundet tre BAFTA Awards, to Screen Actors Guild Awards og en Golden Globe.

Sponsoreret indhold