Popidol afslører demenssygdom efter koncertkiks
Det var en chokeret fanbase, der i weekenden overværede to koncerter med 70'er-idolet David Cassidy i Californien.
Den 66-årige sanger og entertainer, der er kendt for sin medvirken i tv-serien "The Partridge Family", glemte teksten og faldt af scenen under koncerten, og det fik flere fans til at spekulere i popstjernens helbred.
Og nu står David Cassidy selv frem og afslører, at en ind til videre skjult demenssygdom var skyld i hans fatale optræden under koncerterne. Det skriver People.
- Jeg fortrængte det, men en del af mig vidste altid, at det ville komme, udtaler popstjernen til People.
Peter Falk: Ramt af alzheimer
David Cassidys mor led af samme demenssygdom, som nu får det tidligere teenageikon til at indstille karrieren og koncentrere sig om sit helbred.
- Jeg vil fokusere på, hvad jeg er, hvem jeg er og hvordan jeg har været uden nogen distraktioner, lyder det fra David Cassidy.
Tidligere i denne måned kom det frem, at popikonet har besluttet at indstille sin 50 år lange karriere på grund af gigt, da det ville være for anstrengende at turnere rundt.
Koncerterne i Californien var derfor nogle af hans sidste.
David Cassidy har de senere år kæmpet med sin økonomi og massive alkoholproblemer. I 2015 gik han konkurs og måtte sælge sit hjem i Florida.
Mellem 2010 og 2014 blev han arresteret tre gange for spirituskørsel og blev idømt afvænning som en del af sin straf.
/ritzau/FOKUS