Hjerteskærende billeder: - Min mors kamp mod demens

Hvert år får 15.000 danskere konstateret en demenssygdom.

En invaliderende lidelse, der langsomt, men sikkert, vil tære hjernen op og viske den ramtes personlighed og hukommelse væk. Derfor kaldes demens ofte de pårørendes sygdom – for mens den ramte langsomt glemmer verden omkring sig, er de pårørende smertende bevidst om, hvad der sker.

Nu fortæller australske Jake Heath sin hjerteskærende historie om demens – i 11 rørende billeder, der viser, hvordan hans mor gradvis forsvinder fra denne verden som følge af den frygtede sygdom.

Jake Heaths familie levede et helt almindeligt liv i Sydney i Australien – lige indtil 2007. Dét år fik hans mor Jacquie konstateret Pick’s sygdom – en form for demens.

Jacquie havde haft symptomer i mere end 10 år, men Pick’s sygdom ikke er som andre demenssygdomme, og lægerne forsikrede familien om, at hendes adfærdsændringer skyldtes overgangsalderen.

- På det tidpunkt troede jeg ikke på det. Zoe (hans søster, red.) græd, men min mor forsikrede hende om, at det var ok, og at det hele var en del af Guds plan. Siden da har det hele været surrealistisk, siger sønnen Jake ifølge Mirror.

Hans håb er, at de rørende billeder vil skabe opmærksomhed omkring sygdommen og bryde det tabu, der ofte følger i kølvandet på den.

- Dette billede blev taget i 2005 eller deromkring. På det tidspunkt havde Jacquie Pick’s sygdom, men det var blevet fejldiagnosticeret som overgangsalder. Hun er omkring 48 år her.

- På stranden – omkring 2010. Jacquie løb rundt. Hun kan dog ikke huske så godt.

- At sidde bag på min fars motorcykel var noget, hun elskede. Dette måtte dog stoppe i 2011, da et anfald af paranoia vat tæt ved at resultere i et trafikuheld.

- Gåture på stranden. Hun taber sig. Det er ikke længere muligt at føre en samtale med hende.

- Fødslen af hendes første barnebarn. Hun havde glædet sig til at blive en bedstemor i årevis.

- Hun ved stadig, hvordan man fester.

- Hun putter med sin 14 måneder gamle barnebarn. Han er meget forsigtig omkring hende. Han ved, at hun er speciel.

- Hun går ikke så meget mere. Og hun har tabt sig rigtig meget.

- Dejlige tider ved stranden. Hun er 58 år her. Hendes øjne er ikke altid åbne, og hvis de er, stirrer de ud i tomrummet.

- Nogle gange flytter vi hende ned på en sækkestol på gulvet.

- Hun smiler og griner stadig nogle gange. Jeg ved ikke hvorfor.