Hollywood4. oktober 2018

Orlando Bloom vil fri til Katy Perry

Der går rygter om, at skuespilleren snart falder på knæ for popstjernen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega210828_011.jpg
 Foto: MEGA

I februar i år fandt Katy Perry, 33, og Orlando Bloom, 41, sammen igen efter at have holdt pause siden marts 2017.

Og nu tyder meget på, at parret er klar til at tage et stort skridt i deres parforhold: Ifølge det amerikanske ugeblad People vil skuespilleren fri til popsangeren.

- Orlando har endnu ikke en ring, men har snakket om fremtiden, afslører en kilde tæt på skuespilleren til People.

- Alle ville blive ellevilde, hvis de blev forlovet. Katy er vidunderlig, tilføjer insideren.

Tilbage i maj bekræftede Katy Perry, at hun atter var sammen med Orlando Bloom.

Det skete ved finalen i "American Idols", hvor Katy Perry havde været dommer den seneste sæson.

- Jeg er ikke single, fortalte hun til værten Ryan Seacrest ifølge E!Online.

Katy Perry har tidligere været gift med komikeren Russell Brand, men de meldte i 2012 ud, at de skulle skilles efter lidt over et år som mand og kone.

Orlando Bloom har været gift med modellen Miranda Kerr, og sammen har de sønnen Flynn. Parret blev skilt i 2013.

Sponsoreret indhold