Hollywood24. maj 2017

Forældrepar tog glad selfie: Øjeblikke senere blev de ofre for bombemanden

Et polsk ægtepar tog en glad selfie kort før, at de begge blev ofre for terrorangrebet ved Ariana Grande-koncerten mandag aften i Manchester. Ægteparret havde to døtre, der begge overværede koncerten og nu er forældreløse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/alex_klis.jpg
 (Foto: Alex Klis/Facebook)

Marcin og Angelika Klis var som så mange andre forældrepar i Manchester mandag aften. Her var det meningen, at de skulle hente deres børn efter Ariana Grande-koncerten i Manchester Arena.

Men 42-årige Marcin og 39-årige Angelika Klis nåede aldrig at hente deres to unge døtre.

For det polske forældrepar var blandt de 22 uskyldige, der blev dræbt, da en bombemand detonerede sin sprængladning kort efter, at koncerten med den amerikanske sangerinde var forbi.

Marcin og Angelika Klis havde ladet deres to døtre, Patrycia, 12, og Alex, 20, tage til koncert med Ariana Grande mandag aften.

Imens nød parret ifølge det britiske medie Daily Mail middag på en restaurant, inden at de gik over til Manchester Arena for at hente deres døtre efter koncerten.

Kort inden forældreparret nåede spillestedet, tog de denne glade selfie – uvidende om, at de kort efter begge ville blive ofre for det forfærdelige terrorangreb.

I alt døde 22 ved mandagens angreb, mens 119 blev såret.

Den polske udenrigsminister, Witold Waszczykowski, udtaler ifølge Daily Mail:

- Forældrene kom for at hente deres døtre, og vi har desværre fået besked om, at de er døde. Deres børn er i sikkerhed.

Marcin arbejdede som taxichauffør, og familien boede i North Yorkshire. En nabo og ven af familien fortæller, at Klis-familien var ”den perfekte familie”, og at alle er dybt chokerede.

Forældreparrets 20-årige datter Alex delte kort efter mandagens angreb et desperat nødråb på sin Facebook-side, da de ikke kunne komme i kontakt med deres forældre.

Alex postede billedet af sine forældre – taget kort før terrorangrebet – og bønfaldt alle, der kendte til deres skæbne om at tage kontakt.

- Til alle, der er et sikkert sted eller på et hospital i Manchester, hvis nogen af jer støder på vores forældre, så please please giv os besked, de har været savnet siden angrebet.

Desværre er det i dag blevet bekræftet, at Marcin og Angelika Klis er blandt de dræbte.

Også en otteårig pige er blandt de omkomne.

Mandagens angreb skete kort efter, at den 23-årige popstjerne havde optrådt i et udsolgt Manchester Arena. Ifølge det amerikanske medie TMZ befandt Ariana Grande sig i backstage-området, da selvmordsbomberen detonerede sine bomber og dræbte mindst 22 mennesker.

Mindst 57 blev såret ved angrebet, der fandt sted omkring klokken 22.30 lokal tid.

Arina Grande valgte efterfølgende at udtrykke sin sorg og chok over det forfærdelige angreb.

På Twitter skrev den unge sangerinde, at hun er "tom for ord".

- Dybt fra mit hjerte, jeg er så ked af det. Jeg er tom for ord.

Ariana Grande slap altså uskadt fra angrebet, men er ifølge TMZ dybt chokeret over dét, der skete mandag aften.

Også borgmesteren i Greater Manchester, Andy Burnham, har reageret på tragedien. Det gør han ligeledes på de sociale medier.

- Vores mørkeste nat, Manchester vågner i dag op til det sværeste morgengry.

Politiet i England har bekræftet, at bombemanden døde ved angrebet. Han er identificeret som den 22-årige Salman Abedi.

Angrebet er det værste i England siden 7. juli 2005, hvor en række bomber i det centrale London dræbte 56 og sårede over 700.

Du kan se billeder af angrebet i galleriet herunder. Vi gør opmærksom på, at nogle af billederne kan virke voldsomme.

Terrorangrebet mod Ariana Grande koncert i Manchester 22. maj 2017

Sponsoreret indhold