Hollywood14. januar 2017

Må betale millionbeløb: Johnny Depp fuldbyrder skilsmisse

Skilsmisseforhandlingerne er nu slut, og skuespilleren Johnny Depp kan kalde sig skilt fra Amber Heard.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/26.02337819.jpg
 (Foto: All Over Press)

En turbulent periode for skuespilleren Johnny Depp ser nu ud til at lakke mod enden.

Skilsmissen mellem den 53-årige "Sleepy Hollow"-stjerne og skuespillerinden Amber Heard er nemlig fuldbyrdet.

Det skriver BBC.

Ifølge BBC har den juridiske strid om skilsmissen kostet Johnny Depp dyrt. Kendissen har indvilget i at betale sin ekskone syv millioner dollar, hvilket svarer til 48,9 millioner kroner.

Amber Heard, der blandt andet er kendt for sin medvirken i filmen "Den danske pige", har allerede lagt planer for, hvordan millionbeløbet skal spenderes.

Pengene skal gå til to velgørenhedsorganisationer, hvis navne endnu ikke er afsløret for offentligheden.

Ægteskabet mellem skuespillerparret varede kun i 15 måneder, før forholdet forliste.

Siden skilsmissebegæringen i maj 2016 har Johnny Depp og Amber Heard udkæmpet deres strid i retten i Los Angeles.

Her har Amber Heard anklaget Johnny Depp for hustruvold, da han ifølge skuespillerinden skulle have slået hende i hovedet med sin telefon.

Det er ikke første gang, at Johnny Depp gennemgår en skilsmisse.

I 1985 blev "Sweeney Todd"-stjernen skilt fra Lori Anne Allison, som han var gift med i to år.

/ritzau/FOKUS

Se billeder af Johnny Depp og Amber Heard i galleriet herunder:

Johnny Depp og Amber Heard sammen

Sponsoreret indhold