Hollywood17. januar 2018

Respirator slukket for seks dage siden: Jessica Falkholt er død

Hendes forældre og lillesøster døde i trafikulykken, der nu også er endt med at koste den australske skuespiller Jessica Falkholt livet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jessica_0.jpg

Seks dage efter lægerne besluttede sig for at slukke for respiratoren er den australske "Home & Away"-stjerne Jessica Falkholt død. Hun blev 29 år gammel.

Det skriver flere internationale medier, blandt andet engelske Mirror.

Skuespilleren døde onsdag morgen efter at have ligget i koma i tre uger. Anden juledag var hun og hendes familie involveret i en bilulykke, da de kørte langs en kyststrækning nær Sydney efter at have været til julemiddag. Hendes forældre og føreren af den anden bil døde på stedet, mens Jessica Falkholt og hendes lillesøster Annabelle blev hastet på hospitalet.

Tre dage efter døde Annebelle af sine kvæstelser, mens Jessica Falkholt som den eneste overlevende lå i koma, hvor hun blev holdt i live af en respirator.

Torsdag i sidste uge valgte lægerne at slukke for respiratoren, og så sent som i går var status, at skuespilleren stadig klyngede sig til livet.

Onsdag morgen meddelte sygehuset dog, at den 29-årige skuespiller desværre havde åndet ud.

- På vegne af Jessica Falkholts familie, er St George Hospital blevet bedt om at underrette medierne om, at Jessica i dag døde kl. 10.20, lyder det i en pressemeddelelse.

- Jessica døde af alvorlige kvæstelser, som hun pådrog sig i en bilulykke den 26. december 2017. Familien beder om privatlig i denne svære tid.

Channel Seven, TV-kanalen der sender "Home & Away", som Jessica Falkholt spillede med i, meddeler, at de er "knuste" over at høre de forfærdelige nyheder. Det vælter også ind med kondolencer via Twitter og andre sociale medier.

Det var torsdag i sidste uge, at lægerne på St George Hospital i Sydney slukkede for respiratoren.

Lægerne gjorde det dagen efter, at familie og venner begravede Jessica Falkholts forældre Lars, 69, og Vivian, 60, samt hendes 21-årige søster Annabelle.

Begge forældre blev dræbt på stedet, da deres bil 26. december kolliderede med en anden bil på en kyststrækning ved Sydney, da familien var på vej hjem efter en julemiddag.

Sammenstødet var så voldsomt, at bilerne brød i brand, og det krævede derfor et større arbejde for redningsmandskabet at få de tilskadekomne fri og kørt på hospitalet. Både Jessica Falkholt og hendes 21-årige søster var i live, da de blev reddet ud af bilen, og de blev indlagt på hospitalet svært kvæstet.

Tre dage efter ulykken meddelte lægerne, at Annabelle Falkholt var død af sine kvæstelser, mens Jessica Falkholt lå i kunstig koma og blev holdt i live af en respirator.

Føreren af firhjulstrækkeren, 50-årige Craig Anthony Whitall, døde også ved ulykken.

29-årige Jessica Falkholt spillede hovedrollen i den kommende australske film ”Harmony”, der er instrueret af Corey Pearson. Hun har tidligere haft en rolle i den kendte australske TV-serie ”Home and Away”.

Sponsoreret indhold