Efter ulykke: Alonso ”vågnede op i 1995”

Den dobbelte verdensmester i Formel 1, Fernando Alonso, mistede ikke blot bevidstheden, da han forulykkede på træningsbanen i Barcelona 22. januar.
Ifølge et spansk medie mistede den erfarne McLaren-kører også hukommelsen og troede, at han befandt sig i 1995, da han kom til sig selv på et hospital i Spanien.
Det skriver det britiske medie Mirror.

Fernando Alonso i sin Formel 1-bil (Foto: AOP)
33-årige Fernando Alonso forulykkede 22. januar på Catalunya-banen i Barcelona og blev i al hast fløjet til et hospital. Veteran-køreren mistede bevidstheden, og da han kom til sig selv igen på hospitalet havde han ifølge det spanske medie El Païs ingen erindring om sin tid som professionel Formel 1-kører.
LÆS OGSÅ: Schumi kan være på vej HELT hjem, men...
Han kunne ifølge mediet heller ikke huske, at han to gange havde vundet verdensmesterskabet.
Da han under sin hospitalsindlæggelse blev spurgt om, hvem han var, og hvilke forventninger han havde til fremtiden, svarede han ifølge det spanske medie:
- Jeg er Fernando, jeg kører gokart, og jeg ønsker at køre i Formel 1.
LÆS OGSÅ: Schumis søn afslører: Min far vågner langsomt
Ifølge El Païs troede Fernando Alonso, at årstallet var 1994 - og at han med andre ord var en knægt på bare 13 år, der drømte om at nå hele vejen til Formel 1-verdenen.

Fernando Alonso hastes ind i en ventende helikopter efter sin alvorlige ulykke (Foto: AOP)
Han kunne således ikke huske sin Formel 1-debut for Minardi i 2001 eller de to verdensmesterskaber, som han vandt, da han kørte for Renault.
McLarens talsmand har afvist at kommentere McLaren-kørerens tilstand og siger, at det udelukkende er hans læger, der vil udtale sig om dette.
- Dagen efter ulykken udsendte vi en pressemeddelelse, hvor formålet var at få afkræftet nogle fejlagtige historier om, at hans ulykke skyldtes en række bil-relaterede problemer.
- Med hensyn til løbende at svare på spørgsmål om Fernandos medicinske tilstand hverken vil eller kan McLaren-holdet udtale sig, eftersom det er hans lægeteam, der bedst kan svare på disse spørgsmål.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver Schumis liv derhjemme
- Det vi kan sige er, at han gør gode fremskridt, og at vi håber og forventer, at han vil snart være tilbage i sit es, siger talsmanden for McLaren.
Fernando Alonso har efter Renault også kørt Ferrari, inden han i denne sæson skiftede sæde til McLaren.
Alonso var indlagt i tre dage med hjernerystelse, efter at han kørte af banen og ramte ind i en betonvæg 22. januar.