Hollywood5. juli 2017

Diego Maradona i Napoli med uægte søn

Den aldrende stjerne var tilbage og blev hyldet i Napoli, hvor han blev udnævnt til æresborger i byen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/art_0.jpg
 Foto: All Over Press
Diego Maradona var engang verdens ubetinget bedste fodboldspiller. Og da den lille Argentiner med den fantastiske teknik var i sit livs form, spillede han for Napoli i Italien.
Han spillede i klubben fra 1984-1991. Et par år tidligere havde Maradonas skifte til FC Barcelona, sendt danske Allan Simonsen på retræteophold i Charlton i den næstbedste engelske fodboldrække. I Maradonas gyldne periode i Napoli vandt klubben to gange det italienske mesterskab (i 1987 og 1990) og pokalturneringen én gang (i 1987). Det var også i den periode, at han førte Argentina frem til hæder og ædelt metal. Ved VM i Mexico i 1986 blev Argentina verdensmestre med Maradona i topform. Det var her, han kunne med både fødder og hænder, uden at dommeren opdagede det, mens englænderne skumlede over det mål, han scorede 'med guds hånd' i kvartfinalen. At han så i samme kamp afdriblede et halvt engelsk hold fra en position fem meter inde på argentinernes banehalvdel og løb ned og sparkede bolden ind bag Peter Shilton, er noget englænderne helst vil glemme. Du kan se de to mål herunder:
I Napoli vil Diego Maradona med 259 kampe og 115 mål for altid være en helt og byens fortabte søn, lige som danske Preben Elkjær er det i Verona, hvor den danske målmager havde en afgørende aktie i Veronas hidtil eneste italienske mesterskab i 1985. Elkjær nettede 11 gange for Verona i den legendariske 1984-85-sæson, og i særdeleshed målet scoret uden støvle i 2-0-sejren over Juventus i femte spillerunde har brændt sig fast på nethinden. Tilbage i Napoli med uægte søn
Da Diego Maradona forleden var på sommervisit i Napoli, viste han sig for første gang offentligt i den syditalienske by sammen med sin uægte søn, Diego Junior, der blev født i 1986 som et resultat af en affære mellem Diego Maradona og den napolitanske kvinde Christina Sinagra. Diego Maradona ville i mange år ikke anerkende, at han var far til drengen og først i 2003 mødte de hinanden for første gang. I august sidste år stod Maradona for første gang offentligt frem og erklærede, at han er far til Diego Junior. Det skete i hans hjemlands hovedstad Buenos Aires foran et større medieopbud. - Jeg elsker ham og han ligner mig, sagde Diego Maradona ved den lejlighed. Æresborger i Napoli
Men det var først forleden, at Diego Maradona for første gang viste sig sammen med Diego Junior i Napoli - også drengens mor, Christina Sinagra, mødtes med Maradona og fik et kys af den 56-årige tidligere boldekvilibrist. Diego Maradona er blevet udnævnt til æresborger i Napoli, og det var for at modtage den ære, at han var tilbage i byen, hvor han har fejret så store triumfer.
https://imgix.seoghoer.dk/chri_0.jpg

Christina Sinagra og Diego Maradona, hvis affære for 30 år siden førte til Diego Junior. (Foto: All Over Press)

Her var der lavet en kæmpe kage, og Diego fik lejlighed til at hilse på gamle venner og lade sig forevige af fotograferne sammen med Diego Junior og hans mor. Ud på aftenen syntes Diego Maradona, at de mange Napolifans, der stod uden for lokalerne, hvor han blev hyldet, skulle have lidt for deres tålmodighed. Han gik uden for og kravlede op på taget af en bil, hvor han gestikulerede i retning af menneskemængden og åbnede skjorten ned og viste sin brystkasse. - Det er en stor ære, selv de helt små børn i byen, ved hvem jeg er, fordi deres fædre har vist dem videoer med mig, sagde Maradona, der efter fodboldkarrierens udløb kæmpede mod både fedme og misbrug af kokain.
https://imgix.seoghoer.dk/di_0.jpg

De fremmødte fodboldfans fik også et lille Diego-show uden for festlokalerne. (Foto: All Over Press)

Fodboldklubben Napoli sendte i 2000 kamptrøjen med nummer 10 på pension for at ære Maradona, der havde båret det trøjenummer i klubben. Det kommenterede Maradona også forleden, hvor han lagde op til, at holdets nuværende bomber i angrebet, Insigne, der spiller med nummer 24, måske med tiden kan få lov til at spille med nummer 10 på ryggen. Der er dog lige en lille hurdle for Insigne, der har scoret 49 mål for Napoli, som han skal klare. - Når han har scoret flere mål end de 115, jeg har scoret, så kan få lov at spille med nummer ti, sagde Maradona, der tror, at Napoli, der endte som nummer tre i Serie A i den forgange sæson, har mulighederne for at stryge helt til tops og vinde mesterskabet i den kommende sæson. Se stort galleri med Maradona i bar brystkasse og sammen med sin uægte søn og sin 30 år gamle affære i Napoli:

Diego Maradona i Napoli, juli 2017

Sponsoreret indhold