Hollywood7. november 2018

Demi Lovato i kort snor efter udskrivning

Demi Lovato bor i udslusningsbolig tre dage om ugen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/demi-lovato-07112018.jpg
 Foto: Mega
Sangerinden Demi Lovato blev for ganske nylig udskrevet fra den afvænningsklinik, hvor hun har fået hjælp til at kvitte sit misbrug af alkohol og stoffer. Hun var indlagt på klinikken i tre måneder, efter at hun blev udskrevet fra hospitalet, hvor hun de første dage efter sin overdosis i sommer svævede mellem liv og død.
Demi bliver dog holdt i kort snor og får ikke på nogen måde lov at falde tilbage i de gamle dårlige rytmer og opsøge det tidligere dårlige selskab. Hun kommer til at dele sin tid mellem en udslusningsbolig og et privat hjem i Los Angeles, hvor hun rykker ind. Det skriver TMZ.
Hun skal bo i udslusningsboligen tre dage om ugen. I udslusningsboligen har beboerne deres eget værelse , men har adgang til terapeuter og diverse behandlere samt adgang til at tale med og dele erfaringer med andre tørlagte misbrugere, der er på vej ud i virkeligheden igen. Ifølge TMZ er det Demi Lovato selv, der har valgt en gradvis tilbagevenden til en normal dagligdag, hvor hun ikke slipper behandlingssystemet helt, men samtidig begynder at tage hul på en hverdag, hvor hun skal klare sig selv. Demi Lovato skal blandt andet i fitnesscenter flere gange om ugen og klare dagligdags ærinder som alle andre mennesker.
Hun har en 'ædrueligheds-coach' til sin rådighed 24 timer i døgnet og skal også deltage i møder i Anonyme Alkoholikere' som led i helbredelsen. I weekenden var hun blandt andet på skønhedssalon og ude at spise med en af sine gode venner, designeren Henry Levy. De holdt i hånd hen over bordet, men er så vidt vides blot venner. Hun har tidligere meldt ud, at hun ikke vender tilbage til sit hus i Los Angeles. Der er for mange dårlige minder knyttet til huset, som er sat til salg. Hun har tidligere fået en åben invitation til at flytte ind hos Ellen Degeneres og Portia de Rossi. Om det er her hun rykker ind, når hun ikke er i udslusningsboligen er uvist. Det var den 24. juli, at den dengang 25-årige Demi Lovato blev fundet 'ukontaktbar' efter en overdosis i sit hjem. Læger reddede hendes liv og ti dage senere blev hun indlagt på afvænningsklinikken. I august skrev hun i et nu slettet opslag på Instagram om sit misbrug. - Jeg har altid været åben omkring min afhængighed. Jeg har lært, at denne sygdom ikke forsvinder eller aftager med tiden. Det er noget, jeg skal blive ved med at kæmpe imod, og jeg er ikke nået i mål endnu, skrev Lovato på Instagram.
Efter at have takket gud for at have holdt hende i live, retter hun fokus mod sine fans. - Jeg er jer for evigt taknemmelig for jeres kærlighed og støtte i denne tid. Jeres positive tanker og bønner har hjulpet mig med at komme igennem denne svære tid, skriver Demi Lovato til sine fans. - Jeg vil takke min familie, mit team og personalet på Cedars-Sinai, som har været ved min side under hele forløbet, og uden hvem jeg ikke ville kune skrive dette brev til jer. - Nu har jeg brug for tid til at komme mig og fokusere på at forblive clean på vej mod min helbredelse. Jeg vil aldrig gelmme jeres kærlighed, og jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan sige, at jeg er kommet ud på den anden side. - Jeg bliver ved med at kæmpe, sluttede Demi Lovato sit rørende indlæg.

Sponsoreret indhold