Hollywood18. januar 2017

Bublé aflyser STORT værtsjob – bliver hos kræftsyg 3-årig søn

Det var meningen, at den canadiske sanger Michael Bublé skulle have optrådt ved BRIT Awards næste måned. Men på grund af sønnens alvorlige kræftsygdom vil sangeren ikke deltage
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/michael_buble.jpg
 Foto: Michael Bublé/Instagram

I november sidste år kom det frem, at Michael Bublés treårige søn Noah var blevet ramt af leverkræft. Den canadiske sanger valgte i kølvandet på sin søns alvorlige sygdom at trække stikket fra sine fremtidige arbejdsopgaver.

Dog havde mange troet – og håbet – at den canadiske verdensstjerne ville gennemføre jobbet som vært på BRIT Awards, der afholdes i London næste måned.

Men nu viser det sig, at Michael Bublé også har meldt sig ud af værtsjobbet, så han fortsat kan blive ved sønnen Noahs side.

Det skriver det britiske medie Mirror.

Arrangørerne bag BRIT Awards holdt ifølge det britiske medie et møde for nylig, hvor det altså kom frem, at de skal finde en afløser for 41-årige Michael Bublé. Showet løber af stablen 22. februar i Londons O2 Arena.

Lægerne har været optimistiske omkring Michael Bublés søn. De har givet ham en 90 procents chance for at overleve. Han gennemgår i disse måneder en skrap kemobehandling, og hans forældre – 41-årige Michael Bublé og konen, 29-årige Luisana – har gennem hele forløbet opholdt sig ved sønnens side.

På sin Facebook-profil har den populære sanger også udtalt, at han og konen nu vil fokusere på familien og på at få deres søn i bedring.

- Luisana og jeg har sat vores karrierer på pause for at kunne bruge al vores tid og opmærksomhed på at hjælpe Noah med at blive rask. I denne svære tid beder vi om jeres bønner og respekt for vores privatliv, skrev Michael Bublé i opslaget.

Du kan se billeder af Michael Bublé og hans familie i galleriet herunder:

Michael Bublé og familien gennem tiden

Sponsoreret indhold