Dine penge26. september 2022

Detur-skandalen: Rejseforsikringen kan ikke hjælpe

Rejseforsikringen kan ikke hjælpe, hvis du vil dækkes i Detur-skandalen
Rejseforsikringen dækker ikke for de mange danskere, der har et udestående med rejseselskabet Detur. 
Rejseforsikringen dækker ikke for de mange danskere, der har et udestående med rejseselskabet Detur.
 Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Flere danskere står lige nu og har betalt ekstra penge for deres rejseophold eller betalt en fremtidig rejse med rejsebureauet Detur, der sidste uge stoppede alle transaktioner og gik under jorden.

Har man et udestående med Detur, kunne man fristes til at gå til sin rejseforsikring, men de dækker ikke i det her tilfælde.

– I det her tilfælde er det lovgivningen, der passer på forbrugeren. Det har vi skrevet vores betingelser rundt om, fortæller Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling ved Gouda Rejseforsikring, til SE og HØR.

Lovgivningen, hun taler om, er pakkerejseloven, der beskytter forbrugere i tilfælde af, at forbrugerne ender i en situation, som nogle danskere lige nu står i med Detur.

Derfor har de fleste rejseforsikringer også skrevet sig udenom lovgivningen ligesom Gouda Rejseforsikring.

– Det handler om forbrugerbeskyttelse, når man allerede er dækket gennem lovgivningen. Vi skal ikke til at tage præmie for noget, man er dækket for et andet sted, siger hun.

Det skal du gøre

Derfor vil Louise Hertzum Andersen i stedet anbefale forbrugerne at søge mod de instanser, der kan hjælpe.

– Vi vil sige, at de skal prøve at få fat på Detur for at få sagen klaret der. Samtidig vil jeg henvise til rejsegarantifonden, der har en god hjemmeside med information om, hvad man skal gøre, hvis man står i den situation.

– Det samme vil jeg gøre til Pakkerejseankenævnet. De to steder kan man finde god information om, hvordan man er stillet, fortæller hun.

Til SE og HØR fortalte Forbrugerrådet Tænk i sidste uge, hvordan man skal forholde sig, hvis det ikke lykkedes at få sine penge tilbage gennem Detur. Så skal nemlig gå til Pakkerejse-Ankenævnet.

Her fortalte forbrugerrådet også, at Detur var registreret i den svenske konkurssikringsfond, Kammarkollegiet, og det er der, man skal gå hen, hvis nu Detur ender med at gå konkurs.

Det samme fortæller Louise Hertzum Andersen.

– Hvis de ender med at gå konkurs, skal man gå til den svenske rejsegarantifond, Kammarkollegiet.

Hun fortæller, at dækningen i rejseforsikringer primært er den medicinske dækning.

– Her har man virkelig brug for den tunge dækning, hvis det bliver alvorligt.

Grunden til hele miseren med Detur begyndte, da de i første omgang meddelte, at det var blevet solgt. Derfor blev selskabet kunder låst ude at deres hotelværelser, indtil de havde betalt for dem igen.

Dagen efter ændrede den meddelelse sig dog, for her skrev Detur, at beskeden var falsk og at gæsterne ikke skulle betale for deres ophold.

Alt imens dette stod på, har det ikke været muligt for gæsterne at få fat på rejseselskabet, som må siges at være gået i skjul siden onsdag aften.

Sponsoreret indhold