Viralt21. marts 2023

Tinka blev efterladt på grusom vis: Nu er der nyt

Stakkels Tinka blev fundet efterladt og bundet i kulden. Nu har Tinka fået nyt navn, nyt hjem – og ikke mindst: Masser af kærlighed
Tinka blev på grusom vis efterladt bundet i kulden – nu er der heldigvis godt nyt. nbsp;
Tinka blev på grusom vis efterladt bundet i kulden – nu er der heldigvis godt nyt.
 Foto: Privat

Da de ansatte på besøgsgården Toftegården i Albertslund i slutningen af november mødte ind på arbejde, var det til et trist syn: Ude foran gården stod en efterladt hund – bundet og helt alene i kulden.

Personalet vidste ikke, hvor længe den stakkels hund havde været efterladt, men hurtig kunne de konstatere, at den havde det dårligt.

Med den rette pleje og omsorg lykkedes det dog personalet på Dyreværnet at få Tinka på rette spor.

Og nu er der endnu bedre nyt. Nu har Tinka nemlig både fået nyt navn, nyt hjem – og ikke mindst: Masser af kærlighed.

Dyreværnet kan nemlig nu afsløre, at Tinka – der i dag hedder Vera – har fået en kærlig familie og en “ægte” søster i form af golden retrieveren Esther.

I begyndelsen havde Vera det svært med alt det nye, men nu går det heldigvis godt:

– Med tålmodighed, positiv forstærkning og godbidder – VIRKELIG mange godbidder – har vi nu en helt anden hund. Vera ELSKER Esther, hun hilser pænt på andre hunde, og hun er så småt begyndt at lege med lidt legetøj. Hun går til træning på hold hver uge, og hun er simpelthen så lærenem og arbejdsvillig. Hun er den vildeste puttegøj, og det er lykkedes hende at kile sig ind i smørhullet i dobbeltsengen hver nat, fortæller familien til Dyreværnet.

Også fysisk går det fremad med Vera. Hendes før så filtrede pels er nu fin og flot, og vægten stiger også:

– Hun tager langsomt, men sikkert på i vægt og særligt muskelmassen er godt på vej. Hun er netop blevet steriliseret og vejede ind på flotte 22 kilo, som vores egen dyrlæge var godt tilfreds med, siger familien, der er ovenud lykkelige for deres nye familiemedlem.

– Tak for jer og jeres arbejde. Og tak for Vera, lyder familiens hilsen til Dyreværnet.

Sponsoreret indhold