Hjerteskærende bøn fra dyregård: Hvordan kan I efterlade en hund sådan her?

Da de ansatte på besøgsgården Toftegården i Albertslund forleden mødte ind på arbejde, var det til et trist syn: Ude foran gården stod en efterladt hund – bundet og helt alene i kulden.
Personalet ved ikke, hvor længe den stakkels hund har været efterladt, men hurtig kunne de konstatere, at den havde det dårligt.

– Udover at være efterladt, var hun også ekstremt afmagret under den filtrede pels, og vejede kun 13 kilo. Så er det altså svært at holde varmen, når man står bange og alene udendørs en vinternat. Det gør os simpelthen så kede af det!, skriver Toftegården i et hjerteskærende opslag på Facebook.

Her kommer de med en dybfølt bøn til alle, der overvejer et kæledyr.
– Nu er det snart jul, måske ønsker børnene sig brændende et kæledyr i julegave. Overvej grundigt om det er en god idé, og om man er klar til det store ansvar det er. Et kæledyr skal være hele familiens projekt, det kræver tid, kærlighed, forpligtelse og økonomi i mange år, skriver Toftegården i Facebook-opslaget.
Det er desværre ikke første gang, at de har fundet efterladte dyr foran deres gård.

– Det er anden gang på to uger at dyr bliver dumpet foran gården, sidst var det to katte. I sommer var det kaniner, fortæller Toftegården.
Heldigvis blev den forkomne hund fundet i tide – og den kan nu se frem til en masse kærlighed og tryghed:
– Vi kaldte den søde hund for Tinka, hun kom med op på gården og fik varme, mad, vand og tryghed. På trods af den hårde behandling hun har fået var hun tillidsfuld og noget så sød og kærlig, fortæller Toftegården.

Til SE og HØR fortæller personalet videre, at lille Tinka nu skal komme til hægterne igen i trygge hænder hos Dyreværnet. Herefter vil den lille vovse få en ny og kærlig familie.