Viralt14. februar 2023

Mand gør chokfund i brødpose: – En frygtelig ubehagelig oplevelse

Indkøbet tog en uventet drejning for den indiske mand, Nitin Arora. Da han modtog sine varer, kunne han nemlig hurtigt fornemme, at noget var HELT galt
Den indiske mand har formentlig ikke længere lyst til et stykke toastbrød.
Den indiske mand har formentlig ikke længere lyst til et stykke toastbrød.
 Foto: Twitter

En indisk mand fik sig formentligt noget af et chok, da han for nyligt modtog sine dagligvarer, han havde bestilt gennem leveringstjenesten "Blinkit".

Blandt varerne spottede han nemlig, at en ekstra – og ikke mindst uventet – ting havde sneget sig med. Nærmere bestemt en levende rotte i en pose med brød.

Det skriver avisen Hindustan Times ifølge norske Dagbladet.

Chokfundet fik hurtigt den indiske mand til tasterne, og i et opslag på Twitter delte han sin oplevelse med "Blinkit", der svarer til en udenlandsk pendant til Wolt.

– En frygtelig ubehagelig oplevelse med Blinkit, hvor en levende rotte var leveret i min pose med brød den 1.2.2023. Det her er alarmerende for os alle, skrev han blandt andet i opslaget, hvor han taggede virksomheden.

Opslaget fik hurtigt mange kommentarer fra folk, der mildest talt var forargede over, at en fejl som denne kunne ske.

– Herregud, hvor er det dog forfærdeligt, skrev en Twitter-bruger blandt andet, mens en anden skrev:

– Det ser ud til, at maden var beregnet til katteelskere – og ikke brødelskere!

Har stoppet samarbejdet med butikken

Siden den indiske kunde delte sin frustration, har virksomheden Blinkit ligeledes reageret på det chokerende fund.

Overfor flere lokale medier undskylder en talsmand fra virksomheden mange gange for hændelsen, ligesom han fortæller, at virksomheden stræber efter at følge høje standarder for hygiejne og kvalitet.

– Vi er virkelig kede af, at denne hændelse har svækket deres tillid, lyder det desuden fra talsmanden.

For at undgå lignende hændelser har Blinkit derfor opsagt samarbejdet med butikken, hvorfra brødet med rotten oprindeligt kom fra.

– Vi undersøger sagen sammen med butiksejeren for at forstå, hvad der gik galt, og for at sikre, at det aldrig sker igen, oplyser talsmanden videre.

Det er da heller ikke første gang, at en kunde finder et klamt fund i forbindelse med udbringning af dagligvarer. Tilbage i oktober fik en britisk familie ligeledes en uventet "gave" med i deres pose med varer. Her var der dog tale om en kæmpe edderkop - og ikke en levende rotte.

Sponsoreret indhold