Villy Søvndal

SPIL IKKE HAZARD MED VORES SUNDHEDSVÆSEN

Det borgerlige Danmark vil af med regionerne. Det er det billede, der tegner sig efter Venstres sommergruppemøde, hvor statsministeren ikke ville afvise, at regionerne lukker. Det sker på trods af en fælles erkendelse af, at regionerne er lykkes med at løse de opgaver, de har haft på en række af de afgørende områder: Kræftbehandling, hjertebehandling samt planlagte operationer.

Der er bestemt områder, hvor det kniber. Det gælder i behandlingen af den ældre medicinske patient, kronikere og mennesker med psykiske lidelser og i samarbejdet mellem sygehuse, kommuner og almen praksis. Her er der brug for markante forbedringer. Men de problemer adresseres slet ikke ved blot at nedlægge regionerne.

Det samme gælder i spørgsmålet om den geografiske ulighed. Det bliver altså ikke lettere at rekruttere læger og speciallæger i Nordjylland og på Lolland, fordi man nedlægger Region Nordjylland og Region Sjælland. Ja, der er i det hele taget brug for flere hænder i et sundhedsvæsen under et kolossalt pres, for der løbes foruroligende stærkt på vore sygehuse i disse år.

I sundhedsvæsenet er der en tradition for at stille en diagnose, inden man går i gang med en behandling. Jeg mangler, at de partier, der vil af med regionerne, kommer frem med både diagnose og alternativer og i det mindste deres bud på, hvordan vi løser ovennævnte problemer.

Logisk set er der vel to alternativer til regionerne.
Det første er Dansk Folkepartis forslag om, at staten skal overtage - altså statshospitalsmodellen. Hvis det sker, bliver der godt nok langt mellem dem, der skal beslutte, og dem der skal behandles. Jeg savner i den sammenhæng den analyse, der ender ud i en lovprisning af staten som driftsherre. Det sidste store område, der på samme måde er blevet flyttet, er Skat og inddrivelse af restancer. Hvordan gik det lige?
Det andet alternativ til regionerne er private sygehuse med bestyrelser. Og mon ikke det er Lars Løkke Rasmussens model? Det bliver dødsstødet for de mindre sygehuse. Det vil medføre en dramatisk centralisering. Derudover vil det have vidtgående konsekvenser for de mindst prestigefyldte patientgrupper. De ældre kronikere og eller medicinske patienter samt de psykiatriske patienter vil blive de sikre tabere i en privatiseret markedsmodel.
Hvis dette projekt skal lykkes for det borgerlige Danmark, vil det blive den foreløbige kulmination på den voldsomme centralisering, Venstre og Dansk Folkeparti har stået i spidsen for, siden de vedtog kommunesammenlægningerne i 2007. Skal det undgås, er det vigtigt, at organisationer og foreninger nu kommer på banen.

Jeg håber ikke, vi kommer i en situation, hvor det lykkes de borgerlige at få flertal for at nedlægge regionerne. Men hvis det skulle ske, vil processen strække sig ud over det kommende folketingsvalg. Derfor skal de partier, der vil en anden vej end centralisering og markedsgørelse, naturligvis være klar til at lave beslutningen om.

Lad os ikke håbe, det går så vidt. Lad os i stedet bruge kræfterne på at udvikle vores fælles sundhedsvæsen. Det er der brug for.

Kan det virkelig passe at børn skal rammes af stress, mens de stadig går i skole?
Stress, præstationsræs og måltal fylder alt for meget i vores hverdag. På vores arbejde, i daginstitutioner og skoler og derhjemme. Vi har brug for at få ro på.

Jeg tror, vi er mange, der kender det der med at kæmpe for at få det hele til at hænge sammen. Det kan jo være sin sag, når vi gerne både skal have en harmonisk familie og en succesrig karriere. Og vi skal jo også lige holde os i form og se godt ud imens.

Men det er på tide, at vi stopper op og giver os selv og hinanden lidt mere ro på. Derfor vil SF have en ro på-reform, hvor vi ser det hele lidt ovenfra og skruer markant ned for målstyring, karakterræs og hele præstationssamfundet, hvor vi bliver målt og vejet igen og igen.

Det gælder også på sygehusområdet, som vi arbejder med i regionerne. Der skal være mere tid, flere hænder, mindre kontrol og mere ro på. Både for personale og patienter.

Behovet for ro på gælder hele vejen rundt. Og det begynder, mens vores børn er helt små.

Se denne lille film, som meget fint viser, hvad vi kræver af vores børn, fra de begynder i daginstitutionen, til de bliver uddannet. Det er ikke småting.

Det kan ikke være rigtigt, at der er tilfælde, hvor Region Syddanmark ikke undersøger en mistanke om bestikkelse. Derfor har jeg stillet følgende spørgsmål til administrationen: ”Jeg vil gerne bede om et svar på, hvordan regionen generelt reagerer i forbindelse med henvendelse om mistanke om misbrug af regionens penge som i den aktuelle sag om mistanke om bestikkelse i sagen om en hudlæge og et privat firma. Jeg vil synes det var nærliggende at sikre et beredskab, der undersøger mistanker om misbrug i sager som disse”

Som helt ung fik jeg et voldsomt epileptisk anfald - som jeg kom mig helt over. Det ser drabeligt ud, men det er vigtigt, at omgivelserne ved, at sådan er der nogle mennesker, der har det. Man behøver ikke at blive bange. Vi har et sundhedsvæsen, som kan hjælpe rigtig godt, og der er stor viden om sygdommen.
I dag spekulerer jeg ikke over, om epilepsien kan vende tilbage. Jeg lever livet, som jeg vil, og er engageret i det, jeg har lyst til. Du kan læse mere i artiklen.

Mange har fulgt sagen i Fyens Stiftstidende med Githa Lehrmann, der var igennem et helt uacceptabelt forløb på OUH efter hun havde brækket begge håndled i et cykelstyrt.

Mange har også set historien gennem hendes søn, Carl Valentin, der har fået delt sin mors historie mere end 20.000 gange fra sin Facebook-side.
Historien rørte mig meget, for at få udsat en akut operation af flere omgange på den måde er helt uacceptabelt.

Jeg har derfor bedt OUH om en redegørelse for forløbet.
Redegørelsen taler sit tydelige, men ikke specielt overraskende sprog: Vores sygeplejesker og læger løber stærkt, og selvom det er sjældent, at en operation udsættes så mange gange, som det er sket i dette tilfælde, står det klart, at der er brug for en bedre økonomi på sygehusene.

Det er en politisk opgave at sikre, at der er tid til den enkelte patient.
Det vil jeg fortsat kæmpe for.