Tech25. februar 2023 (opd. 25. februar 2023)

Beskyt dig mod dyrt iPhone-trick

Du kan gøre en del for at beskytte dig imod en ny metode, kriminelle bruger for at få fingrene i dine penge og personlige data
Du kan heldigvis gøre flere ting for at beskytte dig imod de udspekulerede iPhone-tyve.
Du kan heldigvis gøre flere ting for at beskytte dig imod de udspekulerede iPhone-tyve.
 Modelfoto: Colourbox

TIP OS: Er du også blevet udsat for det her? Fortæl om din oplevelse i en mail til tip@seoghoer.dk

Udspekulerede iPhone-tyve i blandt andet USA har fundet en ny måde at få fingrene i både dine penge og personlige data.

Og det sker ikke på nettet, men ude i virkeligheden. Blandt andet i festmiljøer hvor de stjæler telefon og aflurer pinkoden.

Du kan læse meget mere om det dyre iPhone-trick her. Og få gode råd herunder til hvordan du beskytter dig bedre, inden "ulykken" er sket:

Tip 1: Vælg en bedre kode

Det er selvfølgelig nemmere at huske - særligt i en brandert - at ens pinkode er 1234.

Men du kan nemt vælge en stærkere kode. For eksempel ved at have seks og ikke fire cifre i koden. Eller endnu bedre ved at vælge en kode med bogstaver, tegn og tal - eller bare tal - som du selv bestemmer længden af.

Lad også være med at vælge samme pinkode som du bruger til simkortet på telefonen. Det er virkeligt dumt at gøre!

Du kan ændre din pinkode via menuen Indstillinger > Face ID & kode > Skift kode.

Tip 2: Brug Face ID og Touch ID

Nyere iPhones har Face ID, hvor du bruger dit ansigt til at låse enheden op. Lidt ældre eller billigere telefoner har Touch ID.

Ved at indstille og bruge en af de to metoder slipper du for at taste en kode ind. Og tyvene kan ikke aflure koden.

Du kan indstille Face ID via menuen Indstillinger > Face ID & kode.

Tip 3: Beskyt din kode bedre

Der kan være gode grunde til, at man ikke ønsker at bruge Face ID eller Touch ID. Men vælger du pinkoden, så gør det sværere at aflure den ved at behandle telefonen på samme måde, som hvis du stod ved en pengeautomat.

Læg hånden over telefonen og hold øje med om andre lurer på dig. Husk at tyvene nogle gange bruger videokameraer til at zoome ind på din telefon. Så "lureren" behøves ikke stå lige bag dig!

Tip 4: Fjern vigtige passwords fra iCloud

Indtil Apple effektivt får løst sikkerhedshullet, bør du seriøst overveje, om det er iCloud, dine vigtigste passwords skal ligge i.

Fjern dem fra iCloud og vælg en anden passwordtjeneste som kræver et særligt password eller en kode at logge ind i med. Og som tyvene IKKE får adgang til alene ved at stjæle din telefon og aflure dens pinkode.

Tip 5: Slet fotos af personlige data

Er du en af dem, der "husker" passwords og vigtige ting om dig selv ved at tage et billede af for eksempel et pas eller et stykke papir med koder på?

Det er sikkert smart for dig, men endnu smartere for tyvene, hvis de får fingrene i din telefon og kan låse den op. Slet derfor disse fotos fra telefonen og iCloud.

Det vil altid være dumt at gemme denne type af billeder. Men hvis du alligevel vælger at gøre det, skal det gemmes på en anden tjeneste eller et fysisk medie, man ikke kan komme ind i alene ved at stjæle din telefon og pinkoden.

Sponsoreret indhold