Streaming14. marts 2024

Thomas Vinterberg skal lave ny serie om "Brødrene Løvehjerte"

Astrid Lindgrens ikoniske ungdomsroman "Brødrene Løvehjerte" kommer nu som ny tv-serie med ingen ringere end Thomas Vinterberg ved roret
Thomas Vinterberg skal lave tv-serie om den ikoniske ungdomsroman.
Thomas Vinterberg skal lave tv-serie om den ikoniske ungdomsroman.
 Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix, Gyldendal

LÆS OGSÅ: Se traileren til ny Netflix-serie om "Ronja Røverdatter"

Der kan ikke være mange danskere, der ikke på et tidspunkt har stiftet bekendtskab med Astrid Lindgrens klassiker Brødrene Løvehjerte, der handler om de to brødre, Carl og Jonatan, der går så grueligt meget igennem i fantasilandet, Nangijala.

Bogen udkom tilbage i 1973, og allerede få år efter i 1977 blev den filmatiseret.

Nu er der så endnu en filmatisering på vej af den berømte ungdomsroman, og denne gang bliver Lindgrens magiske ord omsat til en tv-serie af den Oscar-vindende danske instruktør Thomas Vinterberg.

Det skriver Deadline.

Vinterberg skal lave serien for produktionsselskabet Medias Res, der blandt andet også står bag Apple TV+-serien, "The Morning Show".

Det forventes, at det er Vinterberg, der selv skal stå for manuskriptet sammen med den britiske dramatiker Simon Stephens.

Vinterberg udtaler til Deadline, at "Brødrene Løvehjerte" er den vigtigste kulturarv fra hans egne forældres generation, og at bogen står meget tydeligt i hans erindring fra barndommen.

Hvornår serien starter optagelserne, vides endnu ikke, ligesom det heller ikke er helt klart, hvor man vil kunne se den nye Vinterberg-serie, men et godt bud kunne være Apple TV+.

I mellemtiden kan serie- og Astrid Lindgren-fans glæde sig til meget snart at opleve Netflix-serien om en anden ikonisk Lindgren-fortælling - nemlig "Ronja Røverdatter".

Denne artikel blev første gang bragt af Vielskerserier.dk. Dette er en redigeret udgave.

Sponsoreret indhold