
Susie og Heidi kom "Først til verdens ende": En sejr at være med

LÆS OGSÅ: Søger nye deltagere: Vil du være med i "Først til verdens ende"?
Oplevelserne er mere værd end pengepræmien.
Det er Susie og Heidi Rasmussen fra Nordjylland ikke i tvivl om.
– Vi har slet ikke forholdt os til de penge, udbryder Susie, som udover æren vandt 250.000 kr., da hun sammen med sin søster Heidi nåede først til verdens ende i TV 2-programmet af samme navn.

Her kæmpede de mod fire andre par om at nå først fra New York til Buenos Aires – uden fly.
– Vi synes, vi har vundet ved at være med. Og det er sådan, det stadig er, siger lillesøster Heidi.
– Vi er meget taknemlige over det, vi har. Og det er både stort og småt. Det materielle betyder ikke en dyt, slår Susie fast.
Ta’ chancen
De meldte sig til programmet for få en oplevelse sammen på trods af sygdom.
Susie har kronisk knoglemarvskræft.
Det betyder, at hun skal på sygehuset hver fjerde uge for at få medicin, og hun skal tage kemopiller hver anden dag.

– Jeg lærte, at stikke mig selv, inden vi skulle af sted, forklarer Susie, som også roser produktionen for at fragte medicinen ud til hende, da den skulle bruges.
– Vores mission var at vise andre med en kronisk sygdom, at der kan være en løsning. Måske kan du få medicinen med. Måske kan du lære at stikke dig selv.
– Du skal tage chancen, mens du kan, i stedet for at vente, siger Susie.
– Tag på den tur, hvis du har lyst. Når sådan nogle damer som os kan, så kan andre også, forsikrer Heidi.

Tre kilometers omvej
De nåede sidste checkpoint i den argentinske hovedstad klokken ni samme dag, som der blev spillet VM-finale.
De nåede derfor frem i tide til at deltage i festlighederne, da Argentina vandt over Frankrig og blev verdensmestre.
Produktionen ville gerne have noget af stemningen med fra festlighederne i Buenos Aires.

De vidste i modsætning til Susie og Heidi, at de var et godt stykke foran deres konkurrenter, så de blev sendt ud på en omvej.
- Måske skulle vi kun have løbet 500 meter, men de lavede fis med os, så vi løb tre kilometer for at komme i mål, griner Susie.
– Vores mål var at være inde inden finalen, og det nåede vi, fortæller søstrene, der begge er uddannet folkeskolelærere – Susie arbejder dog ikke længere på grund af hendes sygdom.

Stjerner i "Først til verdens ende": Fældet af kæmpe gæld
Slut med løgne
Nu er de atter hjemme i henholdsvis Pandrup og Aalborg i Nordjylland, hvor de bor.
Og endelig kan de fortælle alle omkring dem, hvilket eventyr de var på og hvor lykkeligt det endte.
– Vi måtte ikke sige til nogen, at vi skulle være med i programmet, så vi sagde til folk, at vi skulle på yoga retreat i Indien, og ham yoga-manden sagde: ”Ingen mobiltelefoner”, griner Heidi om turen, som tog syv og en halv uge.

Da de kom hjem kort før juleaften, var alle selvfølgelig nysgerrige for at høre, hvordan det var gået.
– Mine kolleger undrede sig, for jeg kunne ikke rigtig sige noget om turen. Jo mere jeg sagde, jo mere løj jeg.
– De troede, vi var blevet uvenner, fordi jeg ikke rigtig ville snakke om det, griner Heidi.
Det var dog langt fra virkeligheden.
– Vi er blevet endnu mere tætte, siger Heidi.
– Det har givet en ekstra energi. Jeg kan mærke helt ind i hjertet og knoglerne, hvor godt vores forhold er blevet, tilføjer Susie.

Nu er det slut med at lyve.
Og pengene skal da også bruges på at forkæle dem, som de har kær og på endnu flere fælles minder.
– Vi skal helt sikkert forkæle familien, men vi skal også på en tur sammen.
– Vi vil nok på noget wellness eller yoga. Det kunne godt blive i Grækenland, siger Heidi.

Mor og datter fra “Først til verdens ende” fik endelig alenetid: Nu er vi voksne sammen
