Nu kan du endelig se dokumentaren "Medina": Her er SE og HØRs dom over den
Torsdag er der endelig premiere på den stærkt omtalte dokumentarfilm om hele Danmarks sangfugl, Medina, på Discovery+.
I den anledning bringer vi her SE og HØR's anmeldelse, der blev lavet i starten af maj, da ganske få biografer viste den fulde dokumentarfilm på det store lærred.
I biffen med Medivas
Hvor er jeg dog glad for, at jeg tog i biografen for at se dokumentarfilmen “Medina”.
Misforstå mig ikke, filmoplevelsen kunne jeg nu nok have været foruden, men det vil jeg have lov at vende tilbage til.
Det, som glæder mig, er imidlertid, at jeg i stedet for at putte mig med et anmeldereksemplar eller havde ventet på den kan ses på Kanal 5 og Discovery+ til sommer, så jeg den i selskab med sangerindens helt eget heppekor – Medivas i alle aldre.
For mens vi sad sammen i et biografmørke i Greve – hvortil jeg følte mig forvist, da jeg jo er en af disse “sladderjournalister,” som bestemt ikke var velkomne ved gallavisningen i Imperial samme aften – kunne jeg registrere hele deres indlevelse i idolet, Medinas, fortælling.
Se traileren til "Medina" her:
De sukkede, da pressens overskrifter blev smækket op på skærmen, og da vi i forlængelse af dette så den mediemartrerede popstjerne dejse om på scenen i Tivoli (angiveligt af udmattelse, men det fik vi egentlig aldrig rigtigt svar på). De kneb en tåre, da hun blev viet under private rammer på tagterrassen på Platanvej. De klukkede muntert og indforståede, da vi så børnebilleder fra Medinas opvækst i rækkehuset i Risskov.
Da Medinas osteopat greb fat om hendes nakke og med ét kontant knæk tilsyneladende løsnede samtlige ryghvirvler op på én gang, gik der et gys gennem salen.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Når en både ensidig, ureflekteret og flere gange decideret kedelig dokumentarfilm som “Medina” pludselig bliver tålelig for mig at sidde igennem i det forhenværende Hundige Storcenter, er det nærmest udelukkende fordi, jeg fik lov til at se den for det, den er.
Et kærlighedsbrev til hendes fans. Som helt sikkert også nød turen, og det er jo dejligt.
Men så er der lige os andre.
Os, som uanset hvordan man vender og drejer det, må erkende, at Medina gennem sin – med danske foregående popikoner in mente – ganske korte karriere har formået at smide en tirade af hits afsted efter os. Og som alt andet lige lykkedes med at kravle fra en sandwichbar i Aarhus op på lige nøjagtigt det sted, hvor hun helst ville sidde: På poptronen badet i blitz.
Os, som da bevares også er blevet klogere siden 2008 – og som med amerikanske pendanter som Britney Spears og Janet Jackson som eksempler – gerne anerkender til fulde, at sprogbruget mod kvindelige kunstnere har været både harskt og håbløst nedsættende gennem alt for mange år.
Men for os – de andre, der ikke har en Medinatatovering - men som bare fra sidelinjen har tilladt os, at i en festlig stund her og der at nyde hendes historier om tårer, der fylder klubben, er dette stort anlagte tell all-projekt bare ikke særligt spændende.
Det dybe ligger højt
For “Medina”-filmen – lover os et hudløst ærligt og kompromisløst åbent portræt af en dansk verdensstjerne, der både foran og bag scenen slås med nogle forskellige ting.
I offentligheden er det de stygge overskrifter, misogyne anmeldelser og usande historier, der bider i Medina.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Bag ved dem er søsterens diagnoser og selvskade – som klart er på førstepladsen over de kapitler, der er mest rørende i løbet af filmen - grænseoverskridende stalkere, samt Medinas – finder vi langsomt ud af - gennemgående ensomhed.
Men mennesket Medina er også en af dem, for hvem det dybe ligger højt. Måske fordi hun er kunstner, så kan hun se på dig – eller ind i kameraet – med et blik, der fortæller dig, at det der nu vil komme ud af hendes mund, virkelig kommer fra bunden af hjertet.
Når hun skal fortælle om noget, som hun har lært er “ægte”, synker hun en gang, kigger ned, kigger tilbage op, holder en pause, og fortæller så. Man venter åndeløst, men på intet tidspunkt gennem den lange dokumentar kommer det interessante ud.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Før jeg beskyldes for netop at gøre som alle de “sladderjournalister”, der ifølge alle medvirkende intentionelt har forsøgt at pille Medina ned fra den pophimmel, som de selv forinden placerede hende på, så lad mig komme med nogle eksempler.
Medina har utvivlsomt været en god, kærlig og uundværlig søster for den ni år yngre Michala, hvis skizofrenidiagnose vi bliver præsenteret for halvvejs inde i filmen. Men når vi ser dem ligge i en – lettere opstillet – intim situation i en sofa, hvor Michala fortæller Medina, at hun på et tidspunkt var oppe på 64 piller om dagen, er storesøsterens eneste respons:
- Crazy, altså.
Da Medina fortæller om ekskærestens bil, der først blev udsat for barberskumstrusler for dernæst at blive brændt ned foran hendes adresses på Islands Brygge, lyder hendes umiddelbare refleksion her otte år efter.
- Det er så sindssygt at være i.
Vi kommer bare desværre ikke – selv efter næsten tre år med et kamerahold i nakken - længere ned. Om dette er filmen eller hovedpersonens skyld, lader jeg stå uden utvetydig konklusion.
Spækhuggeren, der ikke lagde sig til at dø
Så er der musikken.
Medinas kur mod det hele. Hendes arbejde.
Hele tiden undervejs i “Medina” må vi forstå, at hun er en arbejdshest, og kunne hun nu for helvede ikke bare få lov at passe netop dette arbejde, alt det gode hun giver til verden, uden at hun skal forstyrres?
Hun skærer porrer i køkkenet, mens hun nynner lystigt. Hun går ind i scenearbejde og studieproduktioner med hud og hår, tårer og sved, men skurkene lurer hele tiden i baggrunden. Og så går lydsiden i “Medina” på forudsigelig vis i mol igen.
Artiklen forstætter efter billedet...
Der er så meget i Medina, der bare gerne vil ud. Som når hun insisterer på at gennemføre en koncert for sine højtelskede fans efter en besvimelse, og dermed gør det modsatte af den opgivende spækhugger i sine mareridt – leverer et show, selvom hun må gå så grueligt mange piskeslag igennem.
Sikke et eventyr – sikken heltinde.
Når dine venner skal tegne dit portræt
Selvom det påstås, at dokumentarfilmen “Medina” og serien “Medina - hele historien” er to selvstændige værker, hvoraf den ene, filmen, er til det ældre publikum, og den anden, serien, er til de yngre, så er det nærliggende at frygte, at Discovery+-produktionen simpelthen er samme flade fortælling trukket ud og krydret med endnu mere velproduceret fyld – i form af dækbilleder i slow.
Novra, dem var der mange af.
Dækbilleder af Medina, der tager sig til hovedet - Medina, der syngende knækker med kæben - Medina, der trippende venter på at gå på scenen - Medina, der kæler med sine hunde - Medina, der lægger øjenskygge.
Hvad angår replikker og fortælling får vi nok næppe mere, end vi får i et udvidet “Aftenshowet”-interview.
Men måske er det bare netop det, man får, når det er vennerne, der skal fortælle historien - instruktøren Kasper er en nær ven af Medina, og manageren gennem adskillige år, Thomas Børresen, er eneste producer på filmen.
Det lugter altså med andre ord lidt af, at der ikke har været særligt mange kritiske røster tilstede, da man undervejs i udfærdigelsen af filmen blev enige om “hertil og ikke længere.”
Artiklen fortsætter under billedet...
Hvor er dit mørke, Medina?
Nu skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, hvordan det nøjagtigt er foregået, men det kræver vel sin redigeringsret at lade sig (for)følge af et filmhold i to og et halvt år, uden de får færten af et uskyldigt vredesudbrud, et menneskeligt fejltrin eller så meget som en irriterende parkeringsbøde.
Hun laver simpelthen ikke en eneste fejl, som hun er nødt at erkende.
Undskyld, Medina, men det er altså en lidt irriterende hovedperson at være i selskab med i en time og 40 minutter.
Det gibber faktisk i en sladderjournalist som mig, når hun mod slutningen af filmen siger, at hun i “så mange år har levet et liv, hun først til slut indså, ikke var godt for hende.”
Her havde vi faktisk pludselig en mulig åbning ind til mørket i Medina. Men ak. Heller ikke i denne omgang fik vi “hele historien”.
“Medina” - filmen altså - løfter sig aldrig op til at være andet end en poleret glansbilledefortæling om en popprinsesse, der fandt ro i musikken, familien og morrollen.
SE og HØR kvitterer med 2/6 stjerner.