"Hotel Romantik" overrasker igen: Slår "Danefæ" af pinden

LÆS OGSÅ: ”Hotel Romantik”: Vil kysse alle
Der er gode seere i gamle mennesker, der forsøger at finde kærligheden i Schweiz.
Det kan man konstatere, når man kigger på Nielsens seneste seertalopgørelse.
Her har DR-programmet "Hotel Romantik" nemlig kravlet sig op på en andenplads over mest sete programmer, hvilket er den højeste placering for programmet nogensinde.
Tidligere har programmet ligget på en sjetteplads og en tredjeplads.
652.000 har set episode fire af "Hotel Romantik", og det er med længder det program på DR, der har størst succes.
Det program, andenflest har fulgt med i fra DR, er "Nul stjerner". Det har 519.000 set.
"Hotel Romantik" må stadig se sig slået af TV 2's kæmpe succes "Vi drukner i rod".
Det er det mest sete program i den forgange uge med 719.000 seere.
Med andre ord er der stadig et godt stykke op til førstepladsen.
Det er dog første gang, at "Hotel Romantik" har slået TV 2's nye dramasatsning "Danefæ".
Arkæolog-serien er små 5000 seere under det romantiske hotel i Schweiz og må nøjes med 647.000 seere.
"Hotel Romantik" har otte afsnit i alt, og det er fire af dem, der er udgivet indtil videre.
I programmet er det DR's guldfugle Joakim Ingversen og Sofie Linde, der er værter, og de hjælper blandt andre Ole, Bente og Lise-Lotte.
Der er 20 deltagere, og de er alle i aldersgruppen 62 til 78 år.