Streaming9 timer siden

Ole fra "Hotel Romantik": Her har du set ham før

Ole fra "Hotel Romantik" har tidligere medvirket i DR-programmet "Mormor på mandejagt", hvor han var på blind date med Judith Rothenborg
Ole Gleerup, 70, kan for tiden ses i DR-programmet ”Hotel Romantik”. Og det er ikke første gang, at Ole dater på tv.
Ole Gleerup, 70, kan for tiden ses i DR-programmet ”Hotel Romantik”. Og det er ikke første gang, at Ole dater på tv.
 Foto: Martin Høien

Virker Ole Gleerup, 70, fra DR-programmet ”Hotel Romantik” bekendt?

Så er det måske, fordi det ikke er første gang, han toner frem på skærmen.

Pensionisten fra Lyngby har nemlig også tidligere forsøgt at finde kærligheden i et DR-program.

– Jeg havde en date i fjernsynet i ”Mormor på mandejagt”. Der var jeg sammen med Judith (Rothenborg, red.), siger Ole Gleerup til SE og HØR.

En rigtig god date

Daten med Judith, som gik bort i september 2023 efter ti måneders kræftsygdom, fandt sted i sæson to af ”Mormor på mandejagt”, der løb over skærmen i efteråret 2022.

– Det var en rigtig god date, husker Ole om daten i Nordsjælland.

– Det var en blind date, så hun troppede op med kameraer, og så sad vi bare og talte sammen i halvanden time ude i solen og fik lidt at spise og drikke, fortæller han.

Ole var på date med Judith Rothenborg i "Mormor på mandejagt".
Ole var på date med Judith Rothenborg i DR-programmet "Mormor på mandejagt".
 Foto: Martin Høien

Han kom med i programmet, fordi folkene bag kontaktede ham.

– Jeg er med i en klub for singler, som også er en venskabsklub. De havde ringet dertil og spurgt, om der var nogen, der var interesseret, og så havde de ment, at jeg hopper på hvad som helst, lyder det fra Ole.

For gammel til Ole

Han valgte da også at tage med på blind date med Judith – og den farverige skuespiller gjorde et godt indtryk på ”Hotel Romantik”-deltageren.

– Hun var enormt spændende at tale med. Vi havde en god gensidig dialog. Hun var lidt alternativ i det, og det er jeg også. Så jeg synes, vi havde en god kemi, og da de slukkede kameraet, blev vi ved med at tale, fortæller Ole.

I programmet kalder Judith over for en veninde Ole for både ”nydelig” og ”meget levende”, men det blev aldrig til mere mellem dem.

– Det blev ikke til noget, for hun var lidt ældre end mig, og der måtte jeg sige, at selv om jeg syntes, hun var spændende, så tændte jeg ikke seksuelt på hende. Jeg syntes, hun var for gammel til mig. Ellers var hendes væremåde og vores kommunikation helt hjemme, lyder det fra Ole om sin cirka seks år ældre date.

Du kan se deres date her.

Udseendet først

I ”Hotel Romantik” vækker Ole opsigt blandt damerne, da han til morgenmaden fortæller, hvad han falder for:

– Først ser jeg på udseendet og tænker: Er det én, jeg kan holde ud at have sex med? fortæller han i programmet.

– Tænker du allerede det på dét tidspunkt? Om det er én, du kan holde ud at have sex med? spørger 68-årige Lonnie ham i programmet.

– Det er det første, jeg tænker på, fastslår Ole, som også over for SE og HØR sætter ord på, hvad han falder for ved en kvinde:

– Jeg mærker efter inde i mig selv, om jeg synes, det er rart. Jeg skal også føle mig seksuelt tiltrukket. Begge dele er vigtigt, fortæller han.

Sponsoreret indhold