Festen er solgt: Trine Hansen fra ”Løvens hule” sælger virksomheden

Hun stiftede virksomheden i 2017 i Aarhus og blev tre år senere kendt i DR-succesen ”Løvens hule”, hvor flere investorer stod i kø for at købe sig ind i firmaet.
Men nu er iværksættereventyret slut for Trine Hansen og hendes hjertebarn Party In a Box.
Forretningskvinden har valgt at lade ejerskabet over festkassen gå videre og solgt hele virksomheden til danske Temashop.
Helt slut er det dog ikke for Trine Hansen. Hun fortsætter nemlig som ansat i firmaet.
Millionbeløb
Da Party In a Box medvirkede i “Løvens Hule” opstod der budkrig mellem rigmænd- og kvinde for at blive en del af virksomheden.
Det endte med, at Mia Wagner lagde 400.000 kroner for 25 procent af firmaet.
Idéen til Party In a Box er simpel og konceptet afsløres meget passende i navnet.
Kunder kan sammensætte deres egen kasse med pynt og lignende til næste fest, uden at det kræver en kæmpe indsats.
– Der er masser af vækstpotentiale i konceptet, og jeg tror på, at vi med vores forenede kompetencer og Party In A Box stærke brand kan rykke forretningen til at være hele Danmarks festshop, sagde Mia Wagner for tre år siden efter sin investering.
Med dagens salgsnyhed må man konstatere, at investeringen formentlig har kunnet betale sig.
Trine Hansen vil ikke udtale sig om købssummen, men hun løfter dog gerne sløret for, at der er tale om et etcifret millionbeløb.
Tiden som chef har dog ikke kun været en dans på roser.
Trine Hansen måtte sidste år trække stikket, efter at hun blev ramt af stress.