Streaming10. juli 2022

Fans med opråb: Elliot Page skal erstatte skandaleramt stjerne

Spørger du Twitter, så hersker der ingen tvivl om, at "The Umbrella Academy"-stjernen Elliot Page skal overtage rollen som DC-superhelt
Fans vil have "The Flash"-stjerne erstattet med Elliot Page.
Fans vil have "The Flash"-stjerne erstattet med Elliot Page.
 Foto: Warner Bros./MEGA

Det skulle have været den helt store chance for skuespilleren Ezra Miller.

Han havde nemlig sikret sig rollen som superhelten The Flash i en kommende storfilm, efter han tidligere har spillet rollen i flere superheltefilm fra DC-universet. De planer er dog nu helt droppet.

Det sker, efter den 29-årige Miller har placeret sig selv som hovedrollen i adskillige skandalesager, hvor han blandt andet er blevet anholdt og været under flere anklager for grooming af små børn.

Men selv om tingene ser skidt ud for Millers karriere, så er der fortsat håb om, at en "The Flash"-film kommer til at se dagens lys med en ny skuespiller i førersædet.

Ezra Miller har fået sparket og er ikke længere en del af DC-holdet. Her til premieren på "Justice League" i 2017.
Ezra Miller har fået sparket og er ikke længere en del af DC-holdet. Her til premieren på "Justice League" i 2017.
 Foto: MEGA

Det har fået Flash-entusiaster til at bidrage med deres solide bud på, hvilken Hollywoodkendis, der kunne overtage rollen, og det lader til at fans på de sociale medier er enige: Elliot Page er den rette mand til jobbet.

– Vil bare gerne lige bruge et øjeblik på at sige, at Elliot Page ville være perfekt som Barry Allen, hvis nu der af en eller anden årsag skulle være brug for at finde en ny skuespiller til "The Flash", skriver en bruger på Twitter.

– Jeg så en nævne, at "The Flash" skulle erstattes med Elliot Page tidligere, og nu er jeg besat af idéen skriver en anden Twitter-bruger.

Elliot Page vakte i december 2020 opsigt ved at springe ud som transkønnet og meddelte i den forbindelse, at han ikke længere ville kendes under navnet Ellen Page, som der ellers tidligere har stået i rulleteksterne.

Elliot Page har siden 2019 spillet rollen som Vanya Hargreeves i Netflix-serien "The Umbrella Academy", og streamingtjenesten var hurtigt ude med meddelelsen om, at Elliot Pages transformation ikke ville komme til at ændre på hans medvirken i serien.

I stedet har karakteren i "The Umbrella Academy" gennemgået en lignende rejse og er i seriens tredje sæson kendt som Viktor Hargreeves.

Flere Twitter-brugere mener desuden, at Elliot Page som transkønnet ville være oplagt for DC-universet.

Hverken Warner Bros. eller Elliot Page har kommenteret på de mange forslag om, at han kunne være den rette til at overtage Ezra Millers "The Flash"-rolle.

Sponsoreret indhold