
Endelig bekræftet: "Euphoria" vender tilbage med sæson tre

LÆS OGSÅ: "Euphoria"-stjernen Angus Cloud blev kun 25 år: Nu er dødsårsagen afsløret
Så er der gode nyheder til "Euphoria"-fans!
Det har nemlig længe været enormt usikkert, om den populære tv-serie nogensinde ville vende tilbage med en tredje sæson, men nu bekræfter HBO, at den er god nok: "Euphoria" vender tilbage.
- Jeg er begejstret over, at vi er klar til at begynde produktionen af "Euphoria" til januar, siger HBO-bossen Francesca Orsi ifølge Variety.
- Vi kunne ikke være mere tilfredse med vores kreative partnerskab med Sam og dette utrolige cast af skuespillere. Vi ser frem til at bringe denne nye sæson af "Euphoria" til live for fansene.

I samme omgang er det også blevet bekræftet at en række af seriens største stjerner vender tilbage.
Det betyder blandt andet, at både Zendaya og Sydney Sweeney kan opleves i den kommende sæson. Det er også bekræftet, at Jacob Elordi, Maude Apatow, Hunter Schafer, Storm Reid, Alexa Demie og Eric Dane vender retur.
Noget mere usikkert ser det ud for Dominic Fike og Colman Domingo, ligesom det ikke forventes, at Barbie Ferreira medvirker.

"Euphoria" følger en gruppe high school-elever, der kæmper med forskellige udfordringer, herunder stofmisbrug, sex, identitet, traumer, sociale medier, kærlighed og venskab.

Hovedpersonen i serien er Rue Bennett, spillet af Zendaya, en teenager, der kæmper med stofafhængighed og depression. Historien begynder, da Rue vender hjem efter at have været på afvænning, og serien følger hendes forsøg på at navigere gennem livet og de komplekse relationer, hun har med sine venner og familie.
Seriens første sæsoner har i alt sikret sig 25 Emmy-nomineringer og har vundet ni.
Det vides endnu ikke, hvornår vi kan forvente en premieredato på sæson tre.
"Euphoria" sæson et og to kan streames på Max.
