
"Den store bagedyst" koster klejner: Så mange penge får deltagere at bage for fra DR

LÆS OGSÅ: Ingrid fra "Den store bagedyst" sætter rekord: Yngste nogensinde
Det kræver ikke kun gode idéer, perfekte snit og utallige timer i køkkenet at medvirke i "Den Store Bagedyst".
De overdådige kager, som deltagerne gang på gang tryller frem i DR-programmet, er nemlig også kostbare. Derfor får deltagerne et beløb fra DR, som de kan bruge på ingredienser til deres mesterværker.
Til SE og HØR oplyser DR, at hver deltager har 1.600 kroner at snolde for pr. program.
Penge, som både skal dække ingredienser til kagen, men som også kan bruges på udstyr, hvis deltagerne skulle mangle noget.
- Fra DR's side er det beløb, vi stiller til rådighed til deltagerne, tænkt til at dække indkøb af ingredienser.
- I de fleste programmer er der to udfordringer, som deltagerne skal købe ingredienser til. I enkelte programmer er der kun én udfordring, de skal købe til (det er hvis der er to "hemmelige udfordringer").
- Derudover kan det også være forskelligt, hvad ingredienserne til de enkelte konkurrencer koster, alt efter om man f.eks. skal bage et brød eller en kage med en masse chokolade. For enkelhedens skyld, får deltagerne samme beløb stillet til rådighed pr. program de deltager i, oplyser Søren Olsen, der er producent på DR.
Brugte hele børneopsparingen
Selv om 1600 kroner måske kan lyde som et solidt beløb, har det før vist sig, at deltagere bruger langt mere end det på at medvirke i programmet.
Tobias Hamann, som vandt kagekonkurrencen i 2014, gik således all in på "Den store bagedyst", og det var ikke billigt.
- Jeg brugte hele børneopsparingen og al min tid, men det var også nødvendigt, for så meget havde jeg heller ikke bagt inden, fortalte han dengang til SE og HØR.
Andrea Søllested, som ligeledes bagte sig hele vejen i finalen, har ligeledes forklaret, at hun brugte hele 20.000 kroner af egen lomme på smukke kage-kreationer.
DR er klar over, at de 1600 kroner ikke altid rækker til deltagernes mange ideer i programmet.
- Det er vores erfaring, at budgettet, vi stiller til rådighed kan dække de udgifter, der er ved at være med i bagedysten. Men vi ved også, at der er mange, der selv vælger at købe udstyr, hvis der er noget, de rigtig gerne vil bruge til netop deres projekt, fortæller Søren Olsen videre.
