Sport10. oktober 2022

TV 2 bekræfter brud: Bo Henriksen kommer ikke med til VM

Bo Henriksen har fået job i Schweiz, og fodboldeksperten bliver derfor ikke en del af VM-dækningen på tv-kanalen
Bo Henriksen nåede ikke mange kampe som ekspert hos TV 2, før et nyt trænerjob lokkede.
Bo Henriksen nåede ikke mange kampe som ekspert hos TV 2, før et nyt trænerjob lokkede.
 Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Fodboldeksperterne falder som fluer på hele Danmarks hjemmebane.

VM-holdet var egentlig sat, men nu er den anden ekspert på et par uger røget af holdet, der skal gøre danskerne kloge på, hvad det egentlig er, de ser på i Qatar til november og december.

Det er Bo Henriksen, der tidligere har været træner for FC Midtjylland og AC Horsens, der har fået et nyt trænerjob, og derfor alligevel ikke bliver en del af TV 2’s eksperthold.

Henriksen skal være træner i Schweiz for mesterholdsklubben Zürich FC, og det kan altså ikke lade sig gøre at være på samme tid, som man er ekspert. Det siger fodboldredaktør, Carsten Werge, til TV 2.

– Det er klart, at det ikke er foreneligt at være VM-ekspert for os, når han også skal koncentrere sig om sit primære job som cheftræner. Vi har fuld forståelse for, at han har lyst til at tage denne udfordring og takke ja til dette tilbud, siger Werge.

Også Brian Laudrup er faldet fra, siden han blev ansat hos TV 2 i år.

Her er der dog tale om lidt mere konfliktfyldte grunde til afskedigelsen. Laudrup var med i en promovering af Dubai, og det var altså ikke i orden ifølge tv-kanalen, der valgte at stoppe samarbejdet med Laudrup.

I videoen, der kan ses på Visit Dubais hjemmeside, snakker Laudrup i rosende vendinger om omgivelserne i Dubai, der forventes at huse en del fodboldfans, når der er VM i Qatar.

Efter fyringen hos TV 2 sagde Brian Laudrup til Jyllands-Posten, at han ikke havde været med i reklamen, hvis han havde vidst, hvilken respons situationen ville skabe.

Sponsoreret indhold