Sport17. september 2022

Slutter øjeblikkeligt: Brian Laudrup er færdig på TV 2

Det var et forhold af de kortere
Brian Laudrup får da rigeligt tid til at bseøge Dubai.
Brian Laudrup får da rigeligt tid til at bseøge Dubai.
 Foto: Youtube

Tidligere i år kom det frem, at Brian Laudrup skiftede til TV 2.

Men allerede nu er det samarbejde slut.

Det sker, efter at Brian Laudrup har promoveret Dubai i en video.

– Vi er sammen med Brian Laudrup blevet enige om at stoppe samarbejdet, fordi det ikke er foreneligt med den kampagne, han deltager i lige nu. Vi vil gerne takke Brian for hans indsigt og bidrag til herrelandsholdskampene på TV 2, lyder det fra sportschef Frederik Lauesen i meddelelsen.

Brian Laudrup er med til at promovere Dubai i forbindelse med en kampagne for emiratet op til VM i fodbold hos nærtliggende Qatar.

Både Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, som Dubai ligger i, har fået kritik for at være på kant med menneskerettighederne.

I en video på Visit Dubais hjemmeside kan man se og høre ham fortælle om sin legendariske jubelscene efter sin scoring mod Brasilien ved VM i 1998.

53-årige Laudrup taler også i rosende vendinger om omgivelserne i Dubai, der forventes at huse en del af de fans, der skal til VM i Qatar.

I et skriftligt svar til B.T. fredag påpegede Laudrup blandt andet, at 65.000 danskere årligt er blandt de 14 millioner turister i Dubai, hvis kampagne bærer navnet "Where the world celebrates".

- I den forbindelse kan fodbold i almindelighed og et VM i særdeleshed noget særligt. Mennesker og kulturer fra hele verden kan være samlet om en begivenhed, hvor de både støtter deres eget land og samtidig kommer i kontakt med folk fra andre nationer.

- Derfor tror jeg på, at vi lærer mere af at være sammen end at holde afstand fra hinanden, lød det blandt andet fra Laudrup til B.T.

Også Politiken har valgt at kappe båndet til Laudrup. En ny fodboldpodcast med titlen Brian og Bolden bliver lagt i graven efter kun et afsnit, skriver avisen på sin hjemmeside.

Sponsoreret indhold