
Tre uger før sit bryllup: Stjernerytteren Sonja Wiseman fik smadret ansigtet

SE og HØR advarer om voldsomme billeder i artiklen
31-årige Sonja Wiseman var helt sikker på, at hun ville miste livet.
Den australske sportsudøver har nu delt omfanget af sine skader efter et brutalt overfald, der de seneste dage har rystet nationen.
Wiseman blev efterladt med brækket næse og sølet i blod, ligesom man på hendes meget voldsomme selfie fra ambulancen kan se, at også hendes tænder er stærkt medtagede.
Flere medier beskriver, hvordan en gruppe på mellem 10 og 15 mænd omringede hende, mens hun var i færd med at hente nogle genstande fra sin bil ude foran huset i byen Darwin i det nordlige Australien. Gruppen af mænd satte angiveligt efter hende, efter de havde knust en rude i bilen.
– Jeg ved ikke, om de til at starte med vidste, at jeg sad i bilen, men så snart jeg så op på dem, begyndte de alle at grine, fortæller hun om den hårrejsende episode til det australske hestesportsmedie Punters.
– Med det samme forsøgte jeg at sætte nøglen i tændingen, men jeg var så ude af den, at jeg blev ved med at dreje, selvom bilen egentlig var startet. Vi har en bil med manuelt gear, og pludselig kunne jeg ikke - selv hvis det gjaldt mit liv – finde ud af at bruge den, siger hun.
I et forsøg på at komme ind i bilen og få Sonja Wiseman ud, begyndte mændene at bruge en sten til at smadre ruden. Stenen ramte den 31-årige rytter i ansigtet.
– Jeg brækkede min næse tre steder og flækkede min læbe, fortæller stjernerytteren, der forsøgte at køre fra gruppen af gerningsmænd.

Mens hun var på vej mod motorvejen, ringede hun til alarmcentralen og brugte hornet for at tiltrække sig opmærksomhed.
Mareridtet sluttede endeligt, da ansatte på en lokal militærbase blandede sig, og jagtede gruppen af mænd væk.
Allerede tilbage på hesteryg
Selvom Sonja Wiseman naturligvis er lettet over at være i live efter det voldsomme overfald, så er hun frustreret over at hendes ansigt nu er medtaget lige op til et af livets vigtigste dage.

– Jeg skal desuden giftes om tre uger, så jeg er rimelig oprørt over, at jeg har så mange skader i ansigtet, som jeg har lige nu, fortæller hun.
– Men jeg er også heldig, fordi jeg er i live. Jeg frygtede virkelig det værste, da jeg var fanget i min bil. Det er fuldstændigt vanvittigt at tænke på, at man ikke kan føle sig sikker i sin egen bil.
Efter overfaldet var meldingen oprindeligt, at Sonja Wiseman måtte afbud til det prestigefyldte Darwin Cup, men da hun under træningen på overraskende vis klarede sig gennem uden smerter, valgt hun at gøre et hurtigt og imponerende comeback allerede en uge efter overfaldet.
