Transatlet tager til genmæle: – Skræmmende, at nogen synes, jeg ødelægger konkurrencen

– Idéen om at nogle få transkvinder kommer ind i en sportsgren – og ofte ikke vinder noget – skulle ødelægge kvindesporten, er rimelig skræmmende.
Sådan lyder det fra transatleten Kate Weatherly på 20 år fra New Zealand.
Hun er til daglig professionel mountainbikerytter og startede i januar med at deltage i kvindernes konkurrence.
Har domineret siden skifte
Mens at Kate, dengang hun konkurrerede mod mænd, bliver beskrevet som en gennemsnitlig rytter af avisen, så er sagen en anden, når hun kører mod kvinderne.
Her har hun nemlig domineret sportsgrenen i meget højere grad og vundet det nationale mesterskab i februar.
Alligevel mener hun ikke, at der er tale om unfair konkurrence
Det gav hun for nylig udtryk for, da hun var i studiet på kanalen TVNZ.
– Jeg tror, at folk fokuserer så meget på fordelene, at de glemmer, der også er ulemper ved en kropsændring.
Kate Weatherly er desuden imod ideen om en kønsneutral konkurrence for både mænd og kvinder.
– Sagen er den, at jeg ikke er kønsneutral. Jeg er en kvinde. Hele ideen om en tredje kategori ugyldiggør min idé om identitet, siger cykelrytteren.
Weatherly har været i hormonbehandling siden hun var 17 år.
Strengere regler i svømning
En anden transatlet, der har været meget omtalt for at vinde over sine kvindelige konkurrenter, er svømmeren Lia Thomas fra USA.
Men det gør hun nok ikke så meget mere.
I denne uge besluttede svømmeforbundets verdensorganisation, at der skal oprettes en ny kønskategori.
Idéen er at tage hensyn til både transkvinder og ciskvinder.
Fra nu af er det derfor kun tilladt for transkvinder at svømme mod ciskvinder, hvis de er påbegyndt pubertetsstoppende behandling, inden de fylder 12 år.