
Tragisk dødsfald: Iván Meléndez Luque blev kun 17 år

LÆS OGSÅ: Ungt talent død efter styrt
De seneste år har cykelsporten været ramt af nogle hjerteskærende tragedier.
Og nu er den blevet ramt af en mere.
For under juniorløbet Vuelta Internacional Junior a la Ribera del Duero i Spanien røg 18 ryttere hårdt i asfalten. Flere kom alvorligt til skade, og flere ambulancer måtte kaldes til ulykkesstedet.
Værst stod det til for den kun 17-årige Iván Meléndez Luque fra holdet Tenerife Cabberty, der lørdag omkom som følge af de skader, han pådrog sig under styrtet.
Løbet blev suspenderet efter styrtet, og i et opslag skriver arrangøren, at de sender kærlihed og støtte til Iván Meléndez Luques familie og pårørende.
Han blev søndag formiddag hyldet på torvet Plaza de la Hispanidad i Aranda. Løbets tredje etape skulle også have været kørt søndag, men det er blevet aflyst.
"Løbet indstiller alle aktiviteter på grund af en rytters dødsfald. Vi sender al vores kærlighed og støtte til rytterens familie, venner og holdkammerater. I morgen (søndag, red.) vil vi kl. 10.30 samles på Plaza de la Hispanidad i Aranda for at ære dem," skriver arrangøren i et opslag på X.
Også Iván Meléndez Luques' hold Tenerife Cabberty har søndag sendt en hyldest til den afdøde cykelrytter.
"Vi udtrykker vores dybeste kondolence i forbindelse med Iván Melendez Luque's dødsfald. Han var en andalusisk rytter i juniorklassen på Tenerife Cabberty U19 Team."
"Vi er sammen med hans familie, venner og team i sorg. Hvil i fred," skriver de i opslaget, som er lagt på holdets Instagram-konto søndag eftermiddag.
