Sport19. februar 2024

Tom Lockyer var død i to minutter: Nu sætter han ord på den forfærdelige oplevelse

Luton-spilleren faldt i december om på banen med et hjerteanfald, og han nåede at være livløs i over to minutter, inden han blev genoplivet
Tom Lockyer faldt livløs om på banen i december. Nu sætter han ord på oplevelsen. 
Tom Lockyer faldt livløs om på banen i december. Nu sætter han ord på oplevelsen.
 Foto: Ritzau ScanpixDavid Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Ramt af kræft: – Et kæmpe chok

For danske seere af Premier League gav det formentlig yderst grimme deja vu-fornemmelse, da Luton og Bournemouth mødte hinanden den 16. december sidste år.

Her faldt Luton-anføreren Tom Lockyer om midt på banen og modtog i længere tid behandling med en hjertestarter – præcis som Christian Eriksen gjorde det under EM-kampen mod Finland i 2021.

Heldigvis lykkedes det også at få genoplivet Luton-profilen, der dog nåede at ligge livløs i to minutter og fyrre sekunder.

Nu sætter han i et interview med Sky Sports ord på den chokerende oplevelse.

– Jeg kunne ikke snakke, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg forstod ingenting af, hvad der skete, fortæller han om øjeblikket, han vågnede igen.

Det er faktisk ikke første gang, lignende sker for Tom Lockyer.

I maj sidste år kollapsede han ligeledes på fodboldbanen og blev hastet på hospitalet med atrieflimren (også kaldet hjerteflimmer).

– Dengang vågnede jeg og følte, jeg var midt i en drøm. Denne gang føltes det som om, jeg var midt i ingenting. Der var meget mere panik.

Nu lovpriser han mest af alt de dygtige læger og folk omkring, der var hurtige til at træde til, da ulykken indtraf.

– Jeg er enormt taknemmelig for lægerne og alle andre involveredes ageren. Uden dem ville jeg ikke være her i dag.

Kampen mellem Luton og Bournemouth blev blæst af. Den skal spilles om senere på sæsonen.

Det er endnu usikkert, om Tom Lockyer kommer tilbage på banen igen.

Sponsoreret indhold