Sport26. maj 2023

Tobias Sørig bokser i Royal Arena: Donerer alle pengene til velgørende formål

Fredag aften skal han i ringen, når Royal Arena blænder op for Danish Fight Night, men Tobias "The Ironman" Sørig har ikke tænkt sig at beholde en krone af hans indtjening
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Tobias Sørig om comebacket til ringen i Danish Fight Night, og hvad indtjeningen skal bruges til.
 Video: Kaspar Wenstrup

For Tobias "The Ironman" Sørig bliver Danish Fight Night på mange måder en stor oplevelse.

Fredag aften gør han nemlig comeback i ringen efter fem års fravær.

Dertil skal hans kæreste, boksestjernen Sarah Mahfoud, også i ringen.

Med til sådan et boksebrag hører også en pose penge.

Tobias Sørig har dog ikke i sinde at kyle den pose penge i egen lomme. De skal gå til et velgørende formål.

– Pengene skal gå til en organisation som hedder ”Legeheltene”. En organisation som er der for vores børn på de danske sygehuse, fortæller han til SE og HØR.

SE og HØR har tidligere snakket med den tidligere professionelle fodboldspiller Kasper Fisker og radioværten Kasper Kirkegaard, der planlægger at gå til Polen for i samarbejde med "Legeheltene" at samle penge ind til krigsramte børn i Ukraine.

Nu hopper den danske bokser med på lidt samme vogn.

– Det er et superfedt projekt og børnene elsker når der kommer nogle udefra på den måde. Der er også nogle der slet ikke har forældre, så for dem er ”Legeheltene” guld værd, tilføjer Tobias Sørig.

Hele idéen til at donere indtjeningen fra boksestævnet til "Legeheltene" kommer efter, at en god ven sendte ham et billede, hvor vennens datter havde haft besøg af ”Legeheltene”.

Det billede satte gang i tankerne.

– Det giver supermeget motivation. Helt vildt. Og det kom lige på et tidspunkt, hvor jeg havde influenza, så det var et godt tidspunkt med noget motivation ind fra sidelinjen.

Bokserens indtjening ligger i omegnen af 60.000 kroner. Ud over de penge, som han har brugt i forbindelse med udgifterne op til stævnet, så er resten gået til det velgørende formål.

Tobias Sørig skal bokse mod ungarske Tamas Kozma.

Hele Danish Fight Night-stævnet kan ses på Pluto TV.

Sponsoreret indhold