Største bøde i historien: Drama koster Sadio Mané dyrt

Bayern München har idømt Sadio Mané en bøde på mere end 300.000 euro, for at have slået holdkammeraten Leroy Sané i hovedet. Den største bøde i klubbens historie.
Det afslører Bayern-ekspert, Florian Plettenberg, nu til tyske Sky.
- Ifølge vores oplysninger er det et beløb, der går langt over €300.000, så det er en meget, meget følsom bøde for Mane, siger han.
Den iltre senegaleser skal altså af med lige under to millioner danske kroner, for at have slået holdkammeraten Leroy Sane.
Tingene blev ophedede mellem parret efter nederlaget til Manchester City i Champions League tirsdag. Efter kampen skulle Mané ifølge rapporter have slået ud mod Sane i omklædningsrummet, og tvunget holdkammeraterne til at træde til og skille de to ad.
Sané blev efterladt med en forslået læbe efter hændelsen, mens Mané blev droppet fra truppen til Bayerns Bundesliga-kamp mod Hoffenheim lørdag.
Skal man tro Plettenberg, er der flere dårlige nyheder på vej til den tidligere Liverpool-profil. Bayern-cheftræner, Thomas Tuchel, har ifølge eksperten ingen planer om at bruge den 31-årige kantspiller fremadrettet.
- Ud fra hvad jeg hører, vil Bayern prøve alt for at sælge Sadio Mane til sommer.
- Fra et sportsligt synspunkt har Thomas Tuchel ingen planer med Mane, da han ikke passer til hans system. Dette er mine oplysninger. Spilleren bliver set meget kritisk på internt, siger Plettenberg.
Bayern München skal forsøge at holde liv i drømmen om en Champions League-semifinale, når de onsdag tager imod Manchester City på hjemmebane.
City vandt det første opgør 3-0, hvor Rodri, Bernado Silva og Erling Haaland stod bag scoringerne.