Simon Pytlick-kritik rammer Lukas Jørgensen hårdt: - Jeg blev rigtig ked af det

LÆS OGSÅ: Lukas Jørgensen afslører: Kæresten flytter med
Det har fået voldsom mediebevågenhed, at Simon Pytlick forud for EM-slutrunden kritiserede sin klub Flensburg-Handewitt for ikke at passe bedre på ham, da han mødte stor modstand fra klubbens fans i kølvandet på offentliggørelsen af hans skifte til Füchse Berlin.
- Ja, altså jeg synes, det havde været på sin plads, hvis de havde beskyttet mig på en eller anden måde. Det havde været god stil fra klubbens side, men den måtte jeg stå med selv, fortalte Pytlick blandt andet til SE og HØR.
Siden har Pytlick dog ikke ville sige mere om sagen.
Det vil hans danske Flensburg-holdkammerat Lukas Jørgensen til gengæld godt, og han har mærket spændingerne mellem klubben og Simon Pytlick.
Det fortæller han til SE og HØR.
- Man har godt kunne mærke det på nogle folk i klubben. Der er lidt skuffet stemning, men det er jo fordi, de er glade for Simon, så jeg forstår det godt.
Han vil naturligvis ikke tage parti i "konflikten", men vil gerne gøre det klart, at han er der for hans holdkammerat og ven, hvis og når der er brug for det.
- Jeg vil altid støtte Simon i hans beslutninger, og jeg forstår 100 procent godt, hvorfor han godt kunne tænke sig at spille i Berlin. Både personligt og håndboldmæssigt. Jeg håber, Simon har kunne mærke, at der har været støtte fra mig og forhåbentlig hele truppen. Det er en helt fair beslutning.

Fuld støtte
Lukas Jørgensen, der i øvrigt selv skifter fra Flensburg til sommer, når han tager til ungarske Veszprem, husker godt, hvordan fansene var efter Pytlick med både sange og bannere fra lægterne.
Og det var ikke sjovt at være vidne til.
- Jeg var rigtig ked af, at de stod med det banner. Jeg kan godt forstå, de er ærgerlige og skuffede, det skal de være, men det er jo ikke fordi, han ikke overholder sig kontrakt. Det er klubben, der har været med at udforme kontrakten med de klausuler, der er med.
- Jeg var rigtig ked af, at han fik den modgang. Jeg kender Simon, og jeg ved, at han kommer til at kæmpe alt, han kan for klubben, tilføjer han.
Han fortæller desuden, at han også selv har modtaget beskeder fra skuffede fans, da hans eget skifte væk fra klubben blev offentliggjort.
Klubben forsøgte desuden at overbevise ham om at blive, men beslutningen var taget, lyder det.