Sport24. marts 2023

Så du Rasmus Højlunds jubel: Sendte særlig hilsen til kæresten

Det blev en yderst speciel aften for landsholdets nye stjernefrø
Rasmus Højlund blev den helt store helt, da han scorede hele tre mål mod Finland. nbsp;
Rasmus Højlund blev den helt store helt, da han scorede hele tre mål mod Finland.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Han spillede sin bare tredje landskamp i går, da Danmark mødte Finland i en propfyldt Parken.

Det til trods, så blev 20-årige Rasmus Højlund den helt store helt, da han med et hattrick sikrede Danmark en fremragende start på EM-kvalifikationen.

Og det var en euforisk ung knægt, der fik lov til at tage kampbolden med hjem som symbol på sine tre mål. Mål, han fejrede ved at forme et 'L' med fingrene, som han derefter kyssede. En gestus til kæresten, Laura.

– Det var til min kæreste, og så havde jeg lavet noget sammen med Trygfonden, hvor jeg lovede en dreng, der hedder Loke, at jeg ville lave et "L" til ham og min kæreste, Laura, fortalte Rasmus Højlund til TV 2 Sport efter kampen.

Det var ikke første gang, den 20-årige angriber fejrede et mål med denne særlige hilsen. Det har han også gjort efter scoringer for klubholdet Atalanta.

Kæresten var også at finde på lægterne, hvor hun kunne se sin fyr få 36.000 tilskuere til at gå amok hele tre gange. Det dokumenterede den unge stjerne selv på sin Instagram.

Kæresten Laura var på plads på lægterne, da Rasmus Højlund scorede tre mål mod Finland. 
Kæresten Laura var på plads på lægterne, da Rasmus Højlund scorede tre mål mod Finland.
 Foto: Instagram

– Både min familie og min kæreste hjælper mig med at holde mig nede. Det betyder rigtig meget, sagde han, da vi mødte ham til pressedagen, hvor han også fortalte, at kæresten og ham lige nu bor i to forskellige lande.

Selv bor han i Bergamo i Italien, hvor han spiller for klubben Atalanta, imens kæresten bor i Danmark. De to har dog snakket om på et tidspunkt at rykke teltpælene sammen.

For nu skal landsholdets nye stjerneskud dog koncentrere sig om landsholdsopgaverne.

Sammen med resten af holdet har han nemlig en lang tur til Kasakhstan, hvor endnu en EM-kvalifikationskamp venter på søndag. En tur, der godt kan blive lidt bøvlet.

Kampen mod Kasakhstan spilles på søndag klokken 15.00.

Sponsoreret indhold