Sport30. november 2023

Nu er det officielt: Morten Olsen og GOG går hver til sit

Morten Olsen er færdig i GOG
GOG's Morten Toft Olsen fejrer mesterskabet med en selfie efter den anden finalekamp mellem Aalborg Håndbold og GOG, i Aalborg søndag den 12. juni 2022. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)
Morten Olsen og GOG ophører samarbejdet.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den tidligere landsholdsspiller Morten Olsen er fortid hos de danske meste fra GOG.

Det fortæller klubben i en pressemeddelelse.

– Vi har truffet en beslutning om at gå hver til sit, da det er det bedste for holdet og for klubben, indleder GOG-direktør Kasper Jørgensen og fortsætter.

– Hvis man ikke har 100 procent tillid til hinanden, kan man ikke have et ordentligt samarbejde, og selv om det er en beklagelig situation, er det en nødvendig beslutning, som jeg har fuld opbakning til fra bestyrelsen, for at alle parter kan komme videre.

Truppen fik beskeden efter onsdagens Champions League-opgør mod Porto.

Her vandt GOG og Olsen scorede to gange.

Der er ikke meldt noget officielt ud om, hvordan afskedigelsen er fundet sted.

Men ifølge Ekstra Bladet er der snak om en fyring af den spilintelligente playmaker.

Uanset hvad er der i hvert fald ingen tvivl om, at Morten Olsen er færdig i den fynske traditionsklub.

– Jeg har haft en god tid i GOG, men nu er det tid til at vores veje skilles. Jeg ser fremad og glæder mig til det næste, der venter, siger den 39-årige Morten Olsen.

Morten Olsen nåede at være en del af klubbens førstehold i 3,5 år.

Det vides endnu ikke, hvad der fremover venter Morten Olsen.

I april sidste år meddelte han, at hans aktive karriere var forbi, og at han i stedet skulle gå trænervejen.

Men både kroppen og GOG ville det anderledes, og Morten Olsen tog en tørn mere i den gule trøje.

Nu er det så forbi mellem dem.

Sponsoreret indhold