Kendte13. april 2022

Morten Olsen er færdig på banen

Den tidligere landsholdsspiller Morten Olsen har kun et år tilbage på håndboldbanen, før der sker nye ting i hans karriere
https://imgix.seoghoer.dk/20210728-072809-l-1600x1066we.jpg
 Foto: Martin Bernetti/AFP/Ritzau Scanpix

Han spiller lige nu i GOG, men fra sommeren 2023 er det ikke mange mål, vi får at se fra Morten Olsens hånd.

Den 37-årige GOG-spillers kontrakt udløber om et år, og derefter får han i stedet en rolle som træner.

Det skriver TV 2.

Klubben, der skal byde Morten Olsen velkommen fra sommeren 2023, er TMS Ringsted.

Morten Olsen bliver en del af trænerteamet sammen med Marc Uhd, der allerede begynder som cheftræner fra næste sæson.

Den nye rolle betyder også, at Morten Olsen indstiller sin aktive karriere. Det bekræfter håndboldspilleren overfor TV 2.

Morten Olsen var en bærende profil på det danske landshold, som i 2016 vandt OL-guld i Rio, ligesom han også var med til at vinde VM-guld i både 2019 og 2021.

OL-sølvmedaljen i Tokyo sidste år blev den 37-årige playmakers sidste turnering med det danske landshold. Han nåede at spille 118 landskampe og score 218 mål i rødt og hvidt.

Her forklarer han, at han kun forventer en tur tilbage på banen "hvis hele holdet går i stykker".

Han har tidligere nævnt, at kroppen var ved at være slidt, og at et karrierestop efter kontraktudløb sommeren 2023 var meget sandsynligt.

De tanker er nu blevet til virkelighed, efter at han har sagt ja til at prøve kræfter med trænergerningen hos TMS Ringsted.

Sponsoreret indhold