Sport29. januar 2024 (opd. 29. januar 2024)

Nikolaj Jacobsen med rørende besked: Takker de danske fans

Den danske landstræner har skrevet en dybfølt tak til alle de danskere, som har støttet op om landsholdet
Nikolaj Jacobsen var skuffet over den tabte finale, men kommer nu med en opmuntrende besked.
Nikolaj Jacobsen var skuffet over den tabte finale, men kommer nu med en opmuntrende besked.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det skulle bare ikke være for Danmark søndag aften.

Efter en sand gyser af en finale og forlænget spilletid tabte Danmark med 31-33 til Frankrig. Trods det er den bedste EM-præstation i ti år, var det uden tvivl en skuffelse for det danske landshold.

Det kan være svært at finde de rigtige ord i nederlagets stund. Dagen derpå har landstræner Nikolaj Jacobsen imidlertid delt nogle flere tanker om søndagens ærgerlige resultat.

I et skriv på Instagram hylder han den ubetingede opbakning fra de danske fans. Både dem hjemme i stuerne samt dem i de tyske haller.

I opslaget skriver Nikolaj Jacobsen:

- Billedet tror jeg siger alt, men det er også hvad at dyrke sport på allerøverste niveau giver, det giver nemlig ikke altid rådhuspandekager, men også nogle store ar på sjælen, og sådan et fik vi i den grad i går.

- Men det gode ved sport er at, der kommer altid en ny kamp, en ny chance. Og ved at de drenge her nok skal være klar igen, de er nemlig lavet af noget specielt, og som gruppe er de fantastiske.

- Tusind tak for alle beskeder og opbakning hjemmefra Danmark. Og en kæmpe tak til alle jer der er rejst til Tyskland og støttet os, det betyder sindssygt meget for os alle, slutter han af.

Flere af Jacobsens spillere gav efter kampen udtryk for, at landsholdet kan bruge det manglende guld ved EM som motivation, når det til sommer gælder OL i Paris.

Det gælder blandt andet det danske plankeværk, Emil Nielsen.

Sponsoreret indhold