Sport12. juli 2023

Mattias Skjelmose undskylder startet rygte: – Det skulle ikke være sagt

Trek-danskeren insinuerede inden 10. etape, at Wout van Aert var på vej hjem fra Tour de France. Nu undskylder han for kommentaren
Mattias Skjelmose lægger sig fladt ned og undskylder over for Wout van Aert efter det rygte, danskeren fik startet inden 10. etape af Tour de France.
Mattias Skjelmose lægger sig fladt ned og undskylder over for Wout van Aert efter det rygte, danskeren fik startet inden 10. etape af Tour de France.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns.

Der skal ikke meget til i disse tider, før et rygte får ben at gå på. Og da slet ikke, når det kommer fra en af historiens egne hovedpersoner.

Det var netop, hvad der skete, inden 10. etape af Tour de France, da danske Mattias Skjelmose insinuerede på det kraftigste, at den belgiske stjerne Wout van Aert var ved at pakke sine ting for at forlade Tour de France.

– Nu hørte jeg lidt rygter om, at Van Aert tager hjem i morgen, så Jumbo vil rigtig gerne have ham i udbrud. Mon ikke de prøver at lade alt køre, sagde Skjelmose til TV 2 Sport inden etapen.

Et rygte, der spredte sig lynhurtigt på både sociale medier og på diverse internationale medier.

Problemet var bare, at der slet ikke var hold i danskeren påstand, og det usande rygte faldt naturligvis ikke i god jord hos hovedpersonen selv.

– Jeg har ingen idé om, hvor den dreng (Mattias Skjelmose, red.) har det fra. Jeg har aldrig talt med ham, men jeg vil spørge ham i morgen, udtalte Wout van Aert til belgiske Het Nieuwsblad efter etapen.

Hele årsagen til spekulationerne om van Aerts mulige exit skal findes i private omstændigheder. Jumbo-rytterens kone er nemlig højgravid, og skulle det ske, at hun går i fødsel, så er den belgiske stjerne fortid i dette års Tour de France.

Det er dog ikke sket endnu, og derfor er Skjelmose og ked af, at han har fået sat gang i et knap så vandtæt rygte.

– Jeg lavede en fejl. Det skulle ikke være sagt, og så må jeg være mand nok til at give en undskyldning, siger Skjelmose til TV 2 Sport inden 11. etape og fortæller videre, at han har været i kontakt med Wout van Aert og givet ham en undskyldning.

LÆS OGSÅ: Lyder efternavnet bekendt? Mattias Skjelmose og Didde Skjelmose er i familie

Mattias Skjelmose blev nummer syv på 10. etape efter at have ramt det store udbrud. Wout van Aert forsøgte undervejs at køre fra feltet og op til udbruddet dog uden held.

Wout van Aert er stillet til start på 11. etape.

Sponsoreret indhold