Sport6. juli 2023

Wout van Aerts kone er højgravid: - Han har ikke tænkt sig at tage med helt til Paris

Jonas Vingegaards belgiske holdkammerat bliver af flere ikke spået de store chancer til at cykle med når sidste etape af Tour de France finder sted den 23. juli
Det er ikke sikkert, at Jonas Vingegaard får glæden af Wout van Aert hele vejen til Paris. Konen er nemlig højgravid og det kan sætte en stopper for hans Tour de France.
Det er ikke sikkert, at Jonas Vingegaard får glæden af Wout van Aert hele vejen til Paris. Konen er nemlig højgravid og det kan sætte en stopper for hans Tour de France.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Der har allerede været lidt drama udadtil på Team Jumbo-Visma.

Holdets to stjerneryttere, Jonas Vingegaard og Wout van Aert, kører to forskellige cykelløb, hvor Vingegaard jagter den gule trøje, imens Wout van Aert jagter etapesejre.

Ved søndagens etape håbede 28-årige Wout van Aert at hente en sprintersejr, men blev snydt af Victor Lafay.

Efterfølgende var van Aert rasende og mange mente at Jonas Vingegaard ikke gjorde nok for at holde feltet samlet til trods for, at hans kræfter forventes at skulle bruges andre steder.

Team Jumbo-Visma har afvist, at der skulle være dårlig stemning mellem de to ryttere, men skulle dette alligevel være tilfældet kan Jonas Vingegaard håbe på, at Wout van Aert af helt andre årsager vælger at forlade Tour de France.

For Wout van Aerts kone, Sarah De Bie, er nemlig højgravid. Og skulle hun gå i fødsel er der store chancer for, at stjernen vender hjem før tid.

Ifølge Bjarne Riis og hans kone Anne Dorthe Tanderup, har Wout van Aert allerede vist tegn på, at han har tænkt sig at vende hjem før tid.

Det fortæller Riis til BT.

- Anne Dorthe og jeg sad og diskuterede det, og hun sagde, at van Aert snart tager hjem. Der er jo noget om det. Han kører ikke efter pointene i de indlagte spurter – og hvorfor gør han ikke det? Det er fordi, han ikke har tænkt sig at tage med helt til Paris, siger Bjarne Riis til BT.

Indtil videre har Wout van Aert klaret fem etaper uden opkaldet er kommet. Der er dog stadig lang tid til den 23. juli, hvor Tour de France altså slutter i Paris og på Champs-Élysées.

Sponsoreret indhold