Mads Svane måtte gå rundt med vild hemmelighed: - Det var meget svært

LÆS OGSÅ: Skyder efter klubben: Vil væk allerede til sommer
"Hej Mads. Kunne du tænke dig at spille EM til januar?"
Man kan dårligt forestille sig, hvad der er gået gennem knolden på 23-årige Mads Svane, da landstræneren pludselig var i den anden ende af røret.
På det tidspunkt havde BSH-spilleren endnu ikke optrådt i rødt og hvidt.
Mon ikke han var ved at springe for at fortælle hele verdenen om den fantastiske nyhed?
Problemet?
Nikolaj Jacobsen gav ham klar besked på ikke at sige det videre.
- Det var meget surrealistisk. Også fordi jeg de første par dage ikke måtte sige noget til nogen. Jeg fik det at vide om mandagen som den første af alle, tror jeg. Så kom det ud om torsdagen, så jeg havde tre dage, hvor jeg skulle holde det i mig, fortæller han til SE og HØR.

- Det var meget svært, synes jeg. Det er noget, man er stolt af og har lyst til at sige højt.
Landstræneren forbarmede sig heldigvis, så lidt fik Svane lov til at sige.
- Nikolaj var så sød at sige, at min familie og dem tættest på mig godt måtte få det at vide, men det var vigtigt, også for min egen skyld, at det ikke kom videre end det.
Torsdag fik den fodrappe playmaker så debut for landsholdet i testkampen mod Norge.
En vild udvikling, når man tænker på, at Svane for bare et halvt år siden skiftede fra Mors-Thy til BSH og altså nu er landsholdsspiller.
- Det er gået hurtigt, det vil jeg gerne være ærlig at sige. Det har været vildt, og det kulminerer jo med det her.