Sport21. februar 2023

Liiteguard stopper samarbejdet med Dani Alves efter voldtægtsanklager

Dani Alves ejede mellem fem og ti procent af Liiteguard, men er nu fortid i det danske sportsfirma
Dani Alves er ikke længere en del af det danske sportsfirma Liiteguard.
Dani Alves er ikke længere en del af det danske sportsfirma Liiteguard.
 Foto: Andre Penner/AP/Ritzau Scanpix

Det danske sportsbrand Liiteguard stopper samarbejdet med fodboldspilleren Dani Alves.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at den brasilianske landsholdsspiller er blevet beskyldt for at have begået voldtægt.

I april sidste år købte Dani Alves mellem fem og ti procent af aktierne i det aarhusianske selskab.

Men Liiteguard, der laver sportstøj, oplyser, at selskabet køber aktierne tilbage.

- Dette sker for at værne om vores værdier, skriver virksomheden.

Dani Alves har siddet varetægtsfængslet i Barcelona siden 20. januar og afviser anklagerne.

SE og HØR har tidligere snakket med Liiteguard om samarbejdet med fodboldstjernen efter anklagerne.

Her ville firmaet ikke tage stilling til deres fremtidige samarbejde med Dani Alves, mens sagen pågik, men det er altså ændret nu.

Uanset udfaldet af en eventuel retssag mener Liiteguard, at Dani Alves har brudt med virksomhedens værdier.

Tirsdag afviste retten i Barcelona ifølge nyhedsbureauet AFP at løslade Dani Alves, af frygt for at han vil flygte til udlandet.

Den 39-årige back spillede fra 2008 til 2016 for FC Barcelona. Det gjorde han også fra november 2021 til juli 2022. Han er noteret for over 400 optrædener for den spanske storklub.

Han har desuden tørnet ud for blandt andet Sevilla, Juventus og Paris Saint-Germain. Siden sommeren 2022 har Dani Alves spillet for mexicanske Pumas.

Det gør han ikke længere. Klubben har ophævet kontrakten med forsvarsspilleren oven på varetægtsfængslingen.

Sponsoreret indhold