Sport4. september 2023

Jonas Wind med stor selvtillid inden EM-kval: Jeg er varm

Angriberen har masser af selvtillid efter en drømmestart på sæsonen i Wolfsburg, hvor han også har fået en ny dansk holdkammerat
Jonas Wind er flyvende i Bundesligaen, hvor han har scoret fire mål i sæsonstarten. 
Jonas Wind er flyvende i Bundesligaen, hvor han har scoret fire mål i sæsonstarten.
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Mæhle efter svær tid i Atalanta: Søgte frihed og luftforandring

Der er nok at smile af for for den store angriber, der er et godt sted forud for EM-kvalifikationskampene mod San Marino og Finland.

Jonas Wind har nemlig scoret fire mål og leveret en assist i sine første tre kampe i sæsonen for Wolfsburg - og den slags giver selvtillid.

- Ja, det er nok den samling, hvor jeg tæt op til har været mest varm og mest skarp foran kassen med mål. Så jo, men jeg går ind til hver samling med god tro på egne evner, selvfølgelig.

Og Kasper Hjulmand skal bare sige til: - Jeg er klar, hvis der bliver peget på mig, fortæller han.

Træt af Italien

Jonas Wind kan også glæde sig over, at han for nylig er blevet klubkammerat med landsholdsbacken Joakim Mæhle. Han skiftede i august italienske Atalanta ud med Wolfsburg, efter en kaotisk tid. Det kan du læse mere om HER.

- Det er fedt og hyggeligt. Så har han stor kvalitet på banen, så det er en flot signing af klubben. Han er jo gået ind fra dag et og har spillet alle kampe fra start.

- Uden for banen giver det noget ekstra, at have en dansker i truppen. Det gør det lidt ekstra 'hyggeligt' for at bruge et godt dansk ord, smiler han.

Og Jonas Wind er da heller ikke bleg for at afsløre, at han gjorde, hvad han kunne, for at hjælpe Mæhles skifte på vej.

- Jeg talte godt for det. Han skrev til mig et par uger inden for at høre om det hele. Der talte jeg selvfølgelig byen og klubben op. Vi har et spændende hold og har det fedt socialt. Han var lidt træt af Italien. Der er måske mere orden i det i Tyskland.

- Jeg sagde min ærlige mening. Om det hjalp på det, det ved jeg ikke, men nu er han har i hvert fald, fortæller Jonas Wind met skævt smil.

Nu håber Jonas Wind, ligesom de øvrige spillere i den danske trup, at landstræner Kasper Hjulmand peger på ham torsdag, når Danmark spiller EM-kvalifikation på hjemmebane.

Kampen mod San Marino fløjtes i gang torsdag 20.45.

Sponsoreret indhold