Jonas Vingegaard om fejring: - Det bliver fantastisk at komme hjem

Der er lagt op til den helt store fest, når Jonas Vingegaard kommer hjem til Danmark onsdag.
Her skal Tour de France-vinderen nemlig både fejres i Københavns gader, på rådhuset og herefter til et stort arrangement i Tivoli.
Over for TV 2 Sport fortæller den danske cykelrytter da også, at han ser frem til at komme hjem og blive fejret.
– Det bliver selvfølgelig fantastisk at komme hjem og blive fejret i Danmark, det glæder jeg mig helt vildt til. Det bliver en fantastisk oplevelse for mig og min familie, siger 25-årige Jonas Vingegaard til mediet.
Jonas Vingegaard er da også den første dansker, der har vundet Tour de France siden 1996, og derfor er flere tusinde fans klar til at fejre cykelstjernen.
Rådhuspandekager og livemusik i Tivoli
Når Jonas Vingegaard lander i Danmark onsdag formiddag vil han blive kørt i cabriolet gennem Københavns gader, hvorefter det ventes, at han vil ankomme til rådhuset i København klokken 13.00 til en storstilet fejring.
Her vil blandt andre Sophie Hæstorp Andersen holde tale, og Jonas Vingegaard vil gå ud på balkonen.
Omkring klokken 16.00 vil fejringen fortsætte på den anden side af gaden, hvor Vingegaard hyldes i Tivoli sammen med flere af de andre danske Tour de France-ryttere. Her vil der også blive afholdt taler, og kommer man i tide, vil man også kunne opleve Saveus optræde.
Festen fortsætter torsdag
Efter en stor fejringsdag onsdag går turen hjem til Glyngøre, hvor Jonas Vingegaard bor.
Her skal han torsdag fejres med livemusik, gule trøjer og et stort festfyrværkeri.
Du kan se det fulde program over Vingegaards fejring HER.