Sport13. september 2023

Jonas Vingegaard om angreb på holdkammeraten Sepp Kuss: – De har ikke forstået, hvad vi har snakket om

Jonas Vingegaard kan godt forstå, at nogle stiller spørgsmålstegn til hans angreb på 16. etape af Vuelta a Espana, hvor han tog tid på holdkammeraten Sepp Kuss
epa10848900 Danish rider Jonas Vingegaard of Jumbo-Visma celebrates his victory after the thirteenth stage of the Vuelta a Espana, a 134, 7 km cycling race from Formigal, Spain, to Col du Tourmalet, France, 08 September 2023. EPA/Manuel Bruque
Jonas Vingegaard forstår, at der bliver stillet spørgsmål til taktikken. Folk ved bare ikke, hvad Jumbo-Visma har talt om indbyrdes, siger han.
 Foto: Manuel Bruque/EPA/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard er i en rigtig gunstig position til at tage den samlede sejr i Vuelta a Espana.

Det eneste der står mellem ham og sejren er holdkammeraten Sepp Kuss, der fører det samlede klassement med 29 sekunder.

Tirsdag tog han sejren og over et minut på Sepp Kuss på 16. etape, og det fik rigtig mange til at sætte et spørgsmålstegn ved Jonas Vingegaards loyalitet til holdet.

– Jeg kan forstå der er tanker omkring det, siger han til TV 2 før starten på 17. etape.

– Men de har ikke forståelse for, hvad vi har snakket om, og hvilke overvejelser der har været, fortsætter han.

Han forklarer, at det har været planen, at det skulle være den stærkeste mand på Jumbo-Visma, der skulle tage sejren.

– Det har været ønsket, at det var den stærkeste mand, der skulle vinde, og så må vi se, hvordan det kommer til at udvikle sig, forklarer Jonas Vingegaard.

Onsdag skal Jonas Vingegaard og resten af feltet op ad den mytiske stigning Angliru, der er voldsomt stejl op mod mål.

Om Jonas Vingegaard tager mere tid på Sepp Kuss i dag, kan du følge med i lige her på SE og HØR.

Sponsoreret indhold