Sport18. juli 2023

Jonas Vingegaard kører sit livs enkeltstart og smadrer al konkurrence

Den danske stjerne udraderede alle på 16. etapes enkeltstart og udbyggede dermed sin samlede føring
Jonas Vingegaard viste sin klasse på 16. etapes enkeltstart og ødelagde alle konkurrenter.  
Jonas Vingegaard viste sin klasse på 16. etapes enkeltstart og ødelagde alle konkurrenter.
 Foto: Ritzau Scanpix

Der var lagt op til et vanvittigt drama, da Tour-favoritterne på 16. etape af dette års Tour de France duellerede på en enkeltstart.

Dramaets hovedpersoner var løbets to store favoritter og konkurrenter Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.

Og her var der ingen tvivl.

Den danske stjerne smadrede alt og alle.

Jonas Vingegaard kørte ikke bare hurtigere end Tadej Pogacar. Han vandt også etapen.

Undervejs blev forspringet ned til Pogacar større og større.

Ved første mellemtid var danskeren 16 sekunder foran den slovenske konkurrent.

Ved anden mellemtid havde Vingegaard 31 sekunder ned til Pogacar.

Det mønster fortsatte resten af enkeltstarten, og i mål var han hele ét minut og 38 sekunder hurtigere end Pogacar og udbyggede dermed sin samlede føring til ét minut og 48 sekunder.

Onsdag kører feltet ud på en ny stor bjergetape, hvor de skal over fire kategoriserede stigninger.

Sponsoreret indhold