Jake Paul kan ende i chok-brag: Forhandler med tidligere verdensmester Anthony Joshua

LÆS OGSÅ: Vanvittigt tal: Så mange så Mike Tyson få tæv af Jake Paul
Jake Paul har de seneste år skiftet karrieren på YouTube ud med en noget mere hårdtslående af slagsen i en boksering.
Lørdag skulle han have kæmpet mod Gervonta "Tank" Davis på Netflix, men den er blevet aflyst på grund af særdeles voldsomme anklager mod letvægtsbokseren.
Siden har Jake Paul-lejren arbejdet hårdt på at finde en ny modstander, men nu kan et decideret chok-brag være ved at tage form, skriver boksemediet Ring Magazine.
Han kan nemlig stå over for en kamp mod den flere gange tidligere verdensmester Anthony Joshua, lyder den overraskende melding.
Der har tidligere været snak om en kamp mellem de to, men forhandlingerne blev forpurret af de to bokseres forpligtelser - Joshua har nemlig en kontrakt med mediet Dazn, mens Jake Paul ville kæmpe kampen på Netflix.

Men ifølge kilder skal det problem nu være løst, hvorfor man muligvis kan se frem til et boksebrag på Netflix mellem de to til december.
Anthony Joshua er efterhånden blevet 36 år gammel, og der har været forlydender om en kamp mellem ham og "The Gypsy King" Tyson Fury.
I den forbindelse har Joshua promoter Eddie Hearn ledt efter en kamp, hvor Joshua kan banke rusten af - han kæmpede sidst i december 2024, hvor han blev besejret på en knockout i femte runde.
Opgøret mellem de to vil uden tvivl være den største udfordring for Jake Paul til dato.
Den tidligere YouTuber har foreløbigt kæmpet 13 opgør, hvor han har trukket sig sejrrigt ud af de 12.
Den største kamp var formentlig mod den tidligere verdensmester og "baddest man on the planet", Mike Tyson.
Her vandt Paul kampen på point efter otte runder - siden har Mike Tyson været ude og fortælle, at han tog imod et millionbeløb for at tabe kampen.
Anthony Joshua har kæmpet 32 kampe i sin lange karriere - han har vundet 25 på knockout, mens han har tabt fire kampe.