Sport27. august 2023(opd. 27. august 2023)

Guld til Danmark: Emma Aastrand og Frederikke Hauge Matthiesen vinder VM

Endnu en flot dansk præstation under VM i kajak
Emma Aastrand (billedet) vandt guld sammen med Frederikke Hauge Matthiesen.
Emma Aastrand (billedet) vandt guld sammen med Frederikke Hauge Matthiesen.
 Foto: Jakub Kaczmarczyk/EPA/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Danske cykelryttere skal være forældre

VM i kano og kajak i tyske Duisburg slutter med et dansk højdepunkt.

På sidstedagen vandt Emma Aastrand og Frederikke Hauge Matthiesen guld i 500 meter toerkajak efter en overlegen finalepræstation.

Emma vandt lørdag sølv på samme distance i enerkajak og rejser dermed hjem fra VM med to medaljer.

Den danske duo var næsten et sekund hurtigere end Polen på andenpladsen.

- Alt gik efter planen, og som vi havde talt med vores træner om. Det lykkedes perfekt for os, siger Frederikke Hauge Matthiesen i et vinderinterview vist på DR.

Det er første gang, Emma Aastrand og Frederikke Hauge Matthiesen når helt til tops ved et stort mesterskab. I juni vandt de sølv ved European Games i Krakow.

I VM-finalen var danskerne ude af starthullet som en raket og tog straks kontrol over løbet.

Polakkerne fik dog efterhånden fart i båden, og midtvejs var de to både helt lige. Men slutspurten tilhørte danskerne.

Da først Aastrand og Hauge Matthiesen hævede kadencen, var der ingen tvivl om, hvor guldet ville ende. De krydsede målstregen i tiden 1 minut, 39,856 sekunder.

Efter VM-triumfen kan den danske duo næppe undgå at blive nævnt blandt medaljefavoritterne inden næste års OL i Paris.

- Der er stadig masser af hårdt arbejde forude, og der er stadig 11 måneder til OL. Vi fortsætter med at kæmpe og arbejde hårdt, for der er mange gode hold, der ikke kommer til at lægge sig ned. Men det gør vi heller ikke. Vi er klar til kamp, siger Emma Aastrand.

Sponsoreret indhold