Sport13. september 2022

Francesco Totti langer ud efter konen: - Hun var utro først!

Den italienske fodboldlegende fortæller nu alle de slibrige detaljer i den grimme skilsmisse mellem ham og hans modelkone gennem 17 år
Francesco Totti aog hans kommende ekskone, Ilary Blasi.
Francesco Totti aog hans kommende ekskone, Ilary Blasi.
 Foto: Ritzau Scanpix

20 år.

Det er så længe, fodboldlegenden Francesco Totti har dannet par med modellen Ilary Blasi, hvoraf de 17 af dem har været som mand og kone.

Forholdet er dog i den grad brast med et kæmpe brag.

Først begyndte der i juli at florere rygter om, at han havde været hende utro med en ung blomsterhandler ved navn Noemi Bocchi, men nu tager den 45-årige fodboldstjerne til genmæle.

Og det gør han på brutal vis med massive stikpiller til hans kommende ekskone, som han har tre børn med.

I et stort interview med Corriello dello Sport siger han, at ægteskabet med den 41-årige Ilary Blasi brød sammen, fordi hun ikke støttede ham, hverken da han lagde fodboldstøvlerne på hylden for at gå pension, eller da hans far døde som følge af corona.

Francesco Totti siger ligeledes, at modellen var ham utro først, og at det var dét, der endte med at være prikken over i'et for ham.

- Folk siger, at synderen bag bruddet kun kan være mig. At ægteskabet ophørte på grund af mit forræderi. Men jeg var ikke den første til at være utro, lyder det i interviewet, hvor han fortsætter med at sige, at han "ikke vil sige mere".

Men det gør han nu alligevel. Og han holder ikke igen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Francesco Totti og Ilary Blasi blev gift i juni 2005.
Francesco Totti og Ilary Blasi blev gift i juni 2005.
 Foto: Ritzau Scanpix

Han fortæller, at han sidste år begyndte at høre rygter om, at Ilary Blasi var ham utro.

- Jeg har aldrig været utro i tyve år, og det havde hun heller ikke, men da jeg begyndte at få advarsler fra forskellige mennesker, jeg stoler på, så blev jeg mistænksom, siger han og fortæller, at han fik sine bange anelser bekræftet, da han efterfølgende tjekkede sin hustrus telefon.

Ifølge ham så Ilary Blasi ikke bare én, men flere mænd bag hans ryg.

Han siger videre, at han fik en depression, da han opdagede sandheden, og at blomsterhandleren Noemi Bocchi hjalp ham med at komme ovenpå igen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Arkivfoto fra 2017 af Francesco Totti, der krammer Ilary Blasi  efter en kamp. Til højre for dem kan man se deres to børn. 
Arkivfoto fra 2017 af Francesco Totti, der krammer Ilary Blasi efter en kamp. Til højre for dem kan man se deres to børn.
 Foto: Ritzau Scanpix

Han nægter dog, at han og den 34-årige blomsterhandler, som han nu danner par med, var sammen, før han opdagede konens utroskab.

Heller ikke selvom han og Noemi Bocchi blev set sammen på stadion lang tid før.

- Nej, jeg havde ikke en affære med hende. Noemi var ikke på stadion med mig. Vi ankom med forskellige biler, og vi havde været forskellige steder, siger han, men indrømmer dog, at de var venner.

I hvert fald indtil nytårsaften, hvor deres forhold begyndte at udvikle sig til noget romantisk.

- Vores historie begyndte efter nytårsaften. Og den intensiverede sig i marts 2022. Jeg gentager: Jeg var ikke den første til at være utro!

Francesco Totti påstår endvidere, at han og Ilary Blasi i første omgang forsøgte at redde ægteskabet, men at der ikke var noget at komme efter.

- Lad os bare sige, at det ikke var et godt forsøg, siger han og fortæller, at han frygter, at skilsmissen bliver endnu grimmere, end den allerede er.

- Jeg frygter, at det ender i retten. Jeg håber stadig, at vi kan finde en aftale og afslutte denne historie. Og nu siger jeg ikke mere, slutter han.

Sponsoreret indhold